torsdag den 6. marts 2014

Mænd der hader kvinder


Danske mænd er nogle fulderikker og føler sig truet af fremadstormende kvinder: derfor overfalder de i vid udstrækning kvinder.


Det er konklusionen i Berlingske og Politiken, efter en ny undersøgelse fra EUs Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) viser, at 52 pct. af danske kvinder har oplevet et seksuelt eller voldeligt overgreb siden, de var 15 år. En europæisk førsteplads.


Kan det virkelig være rigtigt? Er danske mænd virkelig særligt ondskabsfulde? Og er det fordi de drikker mere og føler sig truet af kvinderne?


En kedelig førsteplads

Rapporten er fyldt med en lang række gruopvækkende tal. Vi har valgt at fokusere på det tal, de fleste aviser har bidt ekstra mærke i: andelen af kvinder der har været udsat for et voldeligt eller seksuelt overgreb.


I grafen neden for ser vi andelen af kvinder i de forskellige lande, som har sagt, at de har oplevet et overgreb. Med Danmark på den kedelige førsteplads.






Som man kan se af tabellen virker vold mod kvinder til at være meget geografisk bestemt. Hvor omkring halvdelen af skandinaviske kvinder siger de har været udsat for et overgreb, er det omkring hver femte i den sydøstlige del af Europa.


Det bliver særligt tydeligt, hvis man plotter data ind på et kort, som vi har gjort her.


Hvorfor al det had?

Men er forskellene et resultat af alkoholkultur og mænd, der presser igen mod fremadstormende kvinder i ligestillede samfund?


Det er svært at konkludere, hvad resultaterne reflekterer, for der er mange andre ting, der kan forklare forskellene. Lad os fokusere på to.


For det første er det ikke sikkert, at kvinderne i alle landene siger sandheden.  Her mener vi selvfølgelig ikke, at skandinaviske kvinder bare finder på deres overgreb, men snarere at det måske ikke er lige acceptabelt at indrømme et overgreb i alle europæiske lande. I visse lande er det måske noget, som i lige så høj grad kaster skam over kvinden selv som overfaldsmanden.


Undersøgelsen er lavet ved ansigt-til-ansigt interviews. Her mødes en interviewer direkte med personen, der skal svare på spørgeskemaet. En ulempe ved det er, at det kan øge risikoen for, at svarpersonen giver et socialt passende svar i stedet for et retvisende svar. Særligt når der er tale om følsomme områder.


Sat på spidsen kan de forskelle, som undersøgelsen finder, skyldes forskellige normer for, hvornår man indrømmer overgreb.


For det andet kan det være, at kvinderne definerer overgreb forskelligt på tværs af Europa. Måske er der oplevelser, som skandinaviske kvinder ser som overgreb, som kvinder i resten af Europa ikke vil tænke på som overgreb på grund af andre kulturelle normer. Er det utænkeligt, at et klap bagi bliver opfattet forskelligt i Danmark og Italien?


En sejr for ligestilling? Mere viden påkrævet!

Vi ønsker slet, slet ikke at sige, at kønsdiskrimination er i orden. Pointen er, at der er svært at sammenligne noget så følsomt og kulturbestemt som dette på tværs af kulturer. Forskellene i de svar folk giver, kan være udtryk for andre ting end én objektiv virkelighed. Følger man den tanke til dørs, kan man faktisk ende med at vende konklusionen på hovedet: De mest ligestillede samfund har, som et resultat af netop ligestilling, ændret opfattelse af, hvad der er acceptabel adfærd over for kvinder med større respekt for kvinders fysiske og psykiske grænser som resultat, og kvinderne er ikke bange for at fortælle om overgreb.


Måske drikker danske mænd for meget. Måske føler de sig truet af stærke kvinder. Men man kan ikke ud fra denne undersøgelse konkludere, at dette skulle være grunden til at flere skandinaviske kvinder siger, at de har oplevet et overgreb.


Og det er faktisk en ret vigtig pointe. For emnet er helt centralt. Kvinder bliver – både i og især uden for Europa – behandlet dårligere end mænd. De er undertrykte, har ikke tilstrækkelig adgang til uddannelse og arbejdsmarked og bliver overfaldet. Derfor er det også vigtigt, at vi forsøger at skabe viden om, hvad vi kan gøre ved det. Hvordan vi kan forbedre forhold for kvinder. Men det kræver, at vi tager alternative forklaringer seriøst, og ikke drager forhastede kausalslutninger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar