Politisk kompas er netop gået i luften. Vi har sat os for at
tage fat, i de nyheder og analyser, vi mener, er for overfladiske, tvivlsomme,
ensidige eller måske endda forkerte. Et godt eksempel er de seneste dages dækning
af såkaldte ”øv-dage”.
Historien handler, kort fortalt, om at medarbejdere i nogle
institutioner i Københavns kommune, øjensynligt, kan tage en ”øv-dag”, hvis de
ikke orker at komme på arbejde. Særligt Berlingske har kørt historien massivt.
Lad det være sagt med det samme: Vi synes ikke, at ”øv-dage”
lyder som en særligt god idé. En presset offentlig sektor har ikke brug for, at
medarbejderne stopper med at møde op. I det omfang det findes, bør det
bekæmpes. Alligevel, virker dækningen noget ude af proportioner. Af to grunde.
For det første kan man kan hurtigt få det indtryk, at det er
et generelt fænomen i Københavns kommune, at pædagogerne ikke gider arbejde.
For det andet giver dækningen indtryk
af, at det er et rent Københavnsk problem. Bare se Berlingskes leder
tirsdag.
Måske er der nogle institutioner, der har en kultur, hvor
det er o.k. at pjække. Landsforeningen for Socialpædagoger anslår, at det er
gældende i 20-40 daginstitutioner i København (se fx
her).
Vi skal ikke forholde os til, hvor præcist dette tal er . Men der er mere end 400
institutioner i Københavns kommune. Hvis ”øv-dagene” findes, er det altså et
fænomen på langt de færreste institutioner.
Dækningen har også givet det indtryk, at det er særligt
københavnsk problem. Er der belæg for det? Er København værre end andre
kommuner når det kommer til medarbejdere, der tager en ”øv-dag”? Vi har kigget
på lidt på sygefraværet i de danske kommuner. Sygefraværet i Københavns kommune
ligger godt nok i den høje ende – men det er ikke det højeste i landet.
På statistikbanken.dk kan man finde sygefraværsdata for
kommunalt ansatte. 2011 er det senest opgjorte år. Vi ser udelukkende på
ansatte, der falder under kategorien ”pædagogisk arbejde” og ser på
sygefraværsdagsværk pr. fuldtidsansat for de enkelte kommuner. Af de 94
kommuner, der er data for, ligger København nummer 10. Højt, javist. Men ikke højere
end 9 andre kommuner, herunder 2 af Københavns nabokommuner.
Vi kan imidlertid komme med et endnu mere kvalificeret bud
på om københavnske pædagoger har en særlig stor pjækketarm.
Den offentlige debat har således fokuseret på fraværsdage, men
måske er det ikke særlig informativt i forhold til at afdække omfanget af
”øv-dage”. Fraværsdagene blander nemlig korte og lange fraværsperioder sammen.
Det er klart, at langtidssygemeldte trækker antallet af fraværsdage op, men man
holder næppe ”øv-dage” flere uger i træk. Hvis der er en særligt udbredt
tendens i København til at melde sig syg, når man har lyst til en fridag, bør
det altså slå igennem i forhold til de korte fraværsperioder, hvilket generelt
vil give flere fraværsperioder. Det gør det interessant at se på antallet af
fraværsperioder pr. medarbejder om året. Så hvordan ligger Københavns kommune
her? I 2011 havde dens medarbejdere inden for pædagogisk arbejde i gennemsnit
3,66 fraværsperioder pr. medarbejder pga. sygdom. Det ellevte højeste blandt de
94 kommuner, der er data for. Igen er vi i den høje ende, men vi må også
konstatere, at København ikke er den kommune med de største problemer. Blandt
andet er der igen to nabokommuner, der har flere fraværsperioder pr.
medarbejder.
Vi prøvede også at se på, om københavnske pædagoger oftere
holder barnets første sygedag. Tanken var, at de måske kunne finde på at
kamuflere deres "øv-dage" på denne vis. Det synes slet ikke at være tilfældet.
Faktisk er der 59 kommuner, hvor der er mere fravær pga. barnets første sygedag
end i København. (Dette kan også være et resultat af at pædagogerne i nogle
kommuner har flere børn end kommunerne i andre. Men det forklarer næppe så stor
en forskel.)
Hvad kan vi lære af dette? Måske er der institutioner, der
praktiserer "øv-dage". Også i København. Men der er ikke noget i
data, der tyder på, at pjækkeri er et problem, der kun gælder Københavns
kommune. Og det er værd at minde om, at det under alle omstændigheder er et
klart mindretal af institutionerne, der har en praksis med øv-dage.
De fleste pædagoger i Københavns kommune er næppe hverken
værre eller bedre end alle andre, der bare prøver at passe deres arbejde.
/politisk kompas
BONUS:
Her kan du se hvilke kommuner, der har større
fraværsproblemer end København (kilde: statistikbanken.dk tabel FRA12):
Gennemsnitlige antal fraværsdagsværk
pr.
fuldtidsansat pga. egen sygsom
|
Gennemsnitlige antal fraværsperioder
pr.
helårsansat pga. egen sygdom
|
Vallensbæk
|
21.64
|
Furesø
|
4.27
|
Langeland
|
21.26
|
Frederiksberg
|
4.23
|
Gladsaxe
|
20.04
|
Gladsaxe
|
4.07
|
Hørsholm
|
19.75
|
Vallensbæk
|
3.89
|
Frederiksberg
|
19.45
|
Ishøj
|
3.88
|
Norddjurs
|
18.87
|
Rudersdal
|
3.87
|
Allerød
|
18.42
|
Glostrup
|
3.83
|
Ishøj
|
18.35
|
Brøndby
|
3.73
|
Høje-Taastrup
|
18.15
|
Albertslund
|
3.69
|
København
|
17.65
|
Høje-Taastrup
|
3.67
|
|
|
København
|
3.66
|
Tallene indikerer, at der generelt er større
fraværsproblemer i Hovedstadsområdet. Det taler for, at der sikkert er geografiske
forskelle i sygefravær.