torsdag den 30. maj 2013

Øv-borgmester


I går skrev vi, om dækningen af de såkaldte øv-dage i københavnske institutioner. Vi mindede om, at det kun er i et klart mindretal af institutionerne, det skulle være et fænomen, og vi påpegede, at der ikke er noget særligt ved det københavnske sygefravær, der viser, at pædagogerne i Københavns kommune skulle være hverken bedre eller værre end i så mange andre kommuner. Det mener vi stadig.

Men i går kunne man også læse, at børne- og ungdomsborgmester i København, Anne Vang, udtalte, at forvaltningen ikke kunne finde institutioner, der praktiserer øv-dage. Vi citerer fra Berlingske:

"»Vi har institutioner med alt for højt sygefravær, men vi har ikke fundet et eneste sted med øv-dage. Så jeg tror, at debatten har været en storm i et glas vand,« siger børne- og ungdomsborgmester i København, Anne Vang (S)."


"- Vi har ikke kunnet finde et eneste sted, hvor der findes øv-dage i københavnske daginstitutioner. Så jeg er selvfølgelig glad for at kunne konstatere, at der har været tale om en and i pressen, siger hun (Anne Vang, red.)."

Problemerne i hendes udtalelser var næsten for åbenlyse til, at vi ville beskæftige os med dem. Frank Jensen har sagt, at øv-dage bør udløse en fyreseddel. Anne Vang siger, at undersøgelsen er startet, inden historien kom ud. Men institutionslederne har selvfølgelig vist, at de ikke må praktisere øv-dage. Også inden Frank Jensen truede med fyresedler. Så man kan sjovt nok ikke finde en eneste institutionsleder, der vil indrømme brugen af øv-dage.

Borgmester Anne Vangs udtalelser virker i dette lys nærmest komiske. Til hendes forsvar, skal det dog siges, at hun selv fremhæver i Ekstra Bladet, at forvaltningen bliver nødt til at stole på lederne af de enkelte institutioner i situationer som denne.

Det har hun delvist ret i. Det er svært fra central hånd svært at vide, om en institution har haft en praksis med øv-dage.  Alligevel mener vi, det er tvivlsomt, at en rundspørge skulle være det eneste værktøj forvaltningen kan bruge til at identificere de institutioner, der har særlige problemer med at få medarbejderne til at møde op.

Vi foreslår, at borgmesteren starter med at se på de institutioner, der har mange perioder med kort sygefravær.

Københavns Kommune skylder i al fald deres borgere, og deres ansatte, at de løbende søger at identificere og løse de problemer, der gør, at folk bliver hjemme frem for at gå på arbejde.
   

/politisk kompas

onsdag den 29. maj 2013

Øv-dage eller øv-dækning?

Politisk kompas er netop gået i luften. Vi har sat os for at tage fat, i de nyheder og analyser, vi mener, er for overfladiske, tvivlsomme, ensidige eller måske endda forkerte. Et godt eksempel er de seneste dages dækning af såkaldte ”øv-dage”.

Historien handler, kort fortalt, om at medarbejdere i nogle institutioner i Københavns kommune, øjensynligt, kan tage en ”øv-dag”, hvis de ikke orker at komme på arbejde. Særligt Berlingske har kørt historien massivt.
Lad det være sagt med det samme: Vi synes ikke, at ”øv-dage” lyder som en særligt god idé. En presset offentlig sektor har ikke brug for, at medarbejderne stopper med at møde op. I det omfang det findes, bør det bekæmpes. Alligevel, virker dækningen noget ude af proportioner. Af to grunde.

For det første kan man kan hurtigt få det indtryk, at det er et generelt fænomen i Københavns kommune, at pædagogerne ikke gider arbejde. For det andet  giver dækningen indtryk af, at det er et rent Københavnsk problem. Bare se Berlingskes leder tirsdag.

Måske er der nogle institutioner, der har en kultur, hvor det er o.k. at pjække. Landsforeningen for Socialpædagoger anslår, at det er gældende i 20-40 daginstitutioner i København (se fx her). Vi skal ikke forholde os til, hvor præcist dette tal er . Men der er mere end 400 institutioner i Københavns kommune. Hvis ”øv-dagene” findes, er det altså et fænomen på langt de færreste institutioner.

Dækningen har også givet det indtryk, at det er særligt københavnsk problem. Er der belæg for det? Er København værre end andre kommuner når det kommer til medarbejdere, der tager en ”øv-dag”? Vi har kigget på lidt på sygefraværet i de danske kommuner. Sygefraværet i Københavns kommune ligger godt nok i den høje ende – men det er ikke det højeste i landet.

På statistikbanken.dk kan man finde sygefraværsdata for kommunalt ansatte. 2011 er det senest opgjorte år. Vi ser udelukkende på ansatte, der falder under kategorien ”pædagogisk arbejde” og ser på sygefraværsdagsværk pr. fuldtidsansat for de enkelte kommuner. Af de 94 kommuner, der er data for, ligger København nummer 10. Højt, javist. Men ikke højere end 9 andre kommuner, herunder 2 af Københavns nabokommuner.

Vi kan imidlertid komme med et endnu mere kvalificeret bud på om københavnske pædagoger har en særlig stor pjækketarm.

Den offentlige debat har således fokuseret på fraværsdage, men måske er det ikke særlig informativt i forhold til at afdække omfanget af ”øv-dage”. Fraværsdagene blander nemlig korte og lange fraværsperioder sammen. Det er klart, at langtidssygemeldte trækker antallet af fraværsdage op, men man holder næppe ”øv-dage” flere uger i træk. Hvis der er en særligt udbredt tendens i København til at melde sig syg, når man har lyst til en fridag, bør det altså slå igennem i forhold til de korte fraværsperioder, hvilket generelt vil give flere fraværsperioder. Det gør det interessant at se på antallet af fraværsperioder pr. medarbejder om året. Så hvordan ligger Københavns kommune her? I 2011 havde dens medarbejdere inden for pædagogisk arbejde i gennemsnit 3,66 fraværsperioder pr. medarbejder pga. sygdom. Det ellevte højeste blandt de 94 kommuner, der er data for. Igen er vi i den høje ende, men vi må også konstatere, at København ikke er den kommune med de største problemer. Blandt andet er der igen to nabokommuner, der har flere fraværsperioder pr. medarbejder.

Vi prøvede også at se på, om københavnske pædagoger oftere holder barnets første sygedag. Tanken var, at de måske kunne finde på at kamuflere deres "øv-dage" på denne vis.  Det synes slet ikke at være tilfældet. Faktisk er der 59 kommuner, hvor der er mere fravær pga. barnets første sygedag end i København. (Dette kan også være et resultat af at pædagogerne i nogle kommuner har flere børn end kommunerne i andre. Men det forklarer næppe så stor en forskel.)

Hvad kan vi lære af dette? Måske er der institutioner, der praktiserer "øv-dage". Også i København. Men der er ikke noget i data, der tyder på, at pjækkeri er et problem, der kun gælder Københavns kommune. Og det er værd at minde om, at det under alle omstændigheder er et klart mindretal af institutionerne, der har en praksis med øv-dage.

De fleste pædagoger i Københavns kommune er næppe hverken værre eller bedre end alle andre, der bare prøver at passe deres arbejde.

/politisk kompas

BONUS:
Her kan du se hvilke kommuner, der har større fraværsproblemer end København (kilde: statistikbanken.dk tabel FRA12):


Gennemsnitlige antal fraværsdagsværk 
pr. fuldtidsansat pga. egen sygsom
Gennemsnitlige antal fraværsperioder 
pr. helårsansat pga. egen sygdom
Vallensbæk
21.64
Furesø
4.27
Langeland
21.26
Frederiksberg
4.23
Gladsaxe
20.04
Gladsaxe
4.07
Hørsholm
19.75
Vallensbæk
3.89
Frederiksberg
19.45
Ishøj
3.88
Norddjurs
18.87
Rudersdal
3.87
Allerød
18.42
Glostrup
3.83
Ishøj
18.35
Brøndby
3.73
Høje-Taastrup
18.15
Albertslund
3.69
København
17.65
Høje-Taastrup
3.67
København
3.66

Tallene indikerer, at der generelt er større fraværsproblemer i Hovedstadsområdet. Det taler for, at der sikkert er geografiske forskelle i sygefravær.

tirsdag den 28. maj 2013

Hvad er politisk kompas?

Hvis du læser under punktet ’Om politisk kompas’, vil du finde ud af, at vi prøver at være en blog om politiske forhold i bred forstand. Vi synes, at der er rigeligt med steder på internettet, hvor man kan læse, hvad folk mener om politik og de ting, der rører sig i samfundet netop nu. Men vi synes, at der mangler steder, hvor nogle af de mange påstande, tal og analyser bliver set efter i sømmene.

Skribenterne på bloggen har en statskundskabsbaggrund og er glade for data og statistik. Vi forsøger at gå til debatten fra en datadrevet og analytisk vinkel, de steder hvor vi synes, der er brug for det. Formålet for os er ikke at fremme en politisk agenda. Faktisk er vi ikke spor enige om, hvilken agenda der bør fremmes. I stedet er vi enige om, at der er mange tynde analyser i offentligheden, og målet er at bidrage til at kvalificere og kritisere meget af det, vi hver uge læser.

Derudover er vi meget begejstrede for samfundsvidenskabelig forskning i almindelighed og politologisk forskning i særdeleshed. Vi vil prøve at dele noget af den begejstring og skrive om, de spændende ting vi støder på.


Velkommen til. Vi håber, at du har lyst til at læse med.