Er danskerne enige med Greenpeace?

Gæsteindlæg af Erik Gahner Larsen.

I går udsendte Greenpeace en pressemeddelelse med information omkring, at aktivister fra Greenpeace gik ind på Shells olieraffinaderi i Fredericia. Begivenheden er omtalt hos blandt andre Ekstra Bladet, Berlingske, DR, TV2, B.T., Jyllands-Posten, MetroXpress, Fyens Stiftstidende og Politiken.

Et centralt element i pressemeddelelsen er, at danskerne deler Greenpeaces frygt for olieindustrien, som de skriver: ”Samtidig viser en frisk meningsmåling, som blev offentliggjort i Politiken i går, at et overvældende flertal på 77 % procent i befolkningen frygter oliejagtens konsekvenser for natur og miljø i Grønland og det øvrige Arktis.”. Det er selvfølgelig rart at kunne vise, at man kæmper folkets sag, og Ekstra Bladet nævner da også meningsmålingen og det faktum, at 77 pct. frygter oliejagtens konsekvenser.

Hvor enige er danskerne så med Greenpeace? Og hvor heldige har Greenpeace lov til at være, siden de dagen før deres aktion, får opbakning fra danskerne i Politiken? Kigger man nærmere på meningsmålingen fra i går i Politiken, der desværre ikke er online, får man interessante svar.

Er danskerne enige med Greenpeace?

For det første er danskerne ikke nødvendigvis imod olieboringer. Artiklen i Politiken indledes med, at et ”flertal af den danske befolkning er skeptisk ved tanken om, at der skal bores efter olie i Arktis og i havet omkring Grønland”. Men meningsmålingen, der er foretaget af Epinion, viser, at 44 pct. af de adspurgte er enige i, at olieselskaber skal have lov at udvinde olie i farvandene ud for Grønland og det øvrige Arktis. 43 pct. er uenige. Ikke et flertal.

Heldigvis for Greenpeace stilles der også andre spørgsmål, der er mere ledende end ovenstående (man får jo svar, som man spørger). For eksempel skulle respondenterne forholde sig til udsagn som ”Jeg frygter for de konsekvenser for natur og miljø, olieboringer ud for Grønland og det øvrige Arktis kan have.” og ”Den danske regering bør bruge sin indflydelse igennem blandt andet Arktisk Råd til som minimum at arbejde for skrappere krav til olieselskaber, der ønsker at bore efter olie i Grønland og det øvrige Arktis.”. Her er der knap så overraskende et flertal, der er enige med Greenpeace.

"Krav om skrappere regler i Arktis", Politiken, s. 10, 27.08.2013.

Kilden bag kilden

Kigger man nærmere på, hvem der har stået for meningsmålingen, er det snarere forstand end held, at Politiken i går skrev om danskernes holdning til udvinding af olie i farvandene ud for Grønland og det øvrige Arktis. Meningsmålingen er nemlig bestilt og betalt af Greenpeace. Det smarte i denne sammenhæng er selvfølgelig (og det er her andre interesseorganisationer, skal tage noter), at man først får en avis til at skrive om den meningsmåling, man har bestilt, for derefter blot at referere til avisen i stedet for sig selv, når man selv vil referere til den.

Der er mindst tre fordele ved at gøre det på denne måde. For det første øger det troværdigheden (Politiken er en mere troværdig kilde end Greenpeace selv). For det andet kan man være endnu mere selektiv i forhold til, hvilke dele af meningsmålingen man fokuserer på. For det tredje øger man sandsynligheden for, at andre medier vil tage det op, hvis man kan signalere, at det er et emne, andre aviser beskæftiger sig med, og danskerne har en klar holdning til.

Greenpeace udsendte ikke en pressemeddelelse omhandlende meningsmålingen i går. De fik den formidlet i Politiken, og kunne så ganske selektivt sælge en bid af den i en pressemeddelelse i dag, som andre medier kunne formidle videre. De gør en dyd ud af at fortælle, at danskerne er enige med dem i deres sag, og der er da heller ikke belæg for at sige, at et flertal af danskerne er imod, men billedet er alt andet lige mere nuanceret, end Greenpeace gør det til. Men kudos til det strategiske arbejde udført af Greenpeaces pressestab.

Vil danskerne overhovedet i krig med Syrien?

 Berlingske bringer i dag resultatet af en meningsmåling foretaget af Gallup for avisen (er man ikke abonnent hos Berlingske, kan man se et referat her).  Undersøgelsen viser, at 64 procent af danskerne mener, at Danmark ikke bør tage del i en intervention i Syrien uden et FN-mandat. Den konklusion er der for så vidt ikke noget i vejen med.

Hvad spørgsmålet ikke fortæller.

Men ville danskerne være for et indgreb, hvis der var et FN-mandat?

Eller skyldes modstanden , at danskerne skal vænne sig til tanken om et indgreb uden om FN, sådan som Mette Gjerskov foreslår?

Det er svært at sige noget om ud fra det spørgsmål, der bliver refereret i dag. Man kunne sagtens være generelt imod et indgreb i Syrien, uanset om der er FN-mandat eller ej.

Det havde været interessant, hvis de havde stillet et spørgsmål, der spurgte til, om man burde gå ind i Syrien, hvis der forelå et FN-mandat. Om ikke andet kunne det fortælle lidt om, hvor meget vægt vi lægger på FN i Danmark.

Effekten af efteruddannelse

  

I en analyse udgivet i fredags, sætter Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fokus på efteruddannelse til faglærte. På trods af at emnet ikke lyder videre sexet, har analysen fået en del medieomtale (for eksempel her og her).

Det er der flere gode grunde til. For det første har regeringen sat erhvervsuddannelserne på deres politiske dagsorden. For det andet viser analysen, at der er penge i at blive efteruddannet. Mange penge.

En central konklusion i rådets analyse er, at ”over et livsforløb giver en faglært, der får en KVU [, det vil sige kort videregående uddannelse], typisk lige under 1 mio. kr. i øget vækst og velstand, efter uddannelsesomkostningerne er trukket fra, mens gevinsterne af et løft til MVU-niveau [, det vil sige mellemlang videregående uddannelse],  giver lidt over 1 mio. kr.”

Der er altså en million at hente, hvis du videreuddanner dig som faglært.

Men hvad kan vi rent faktisk konkludere ud fra sådan en undersøgelse. Hvad fortæller det os reelt om effekten af at tage en efteruddannelse?

En gennemsnitsbetragtning

Som faglært må det første spørgsmål, der byder sig, være om man kan være sikker på, at det betaler sig at blive efteruddannet? Og ud fra et samfundsperspektiv, om vi kan være sikre på at millionen kommer i hus, hvis vi får en faglært til at efteruddanne sig?

Svaret er nej.

Vi kan ikke være sikre på at den enkelte vil få en personlig eller samfundsmæssig gevinst af sin uddannelse. Den faglærte kan være så uheldig at slå hovedet op i en bjælke den første dag på sin nye uddannelse og bliver invalid. Eller det kan være at den faglærte går ned med stress på grund af arbejdspresset. Og så videre.

Når Arbejderbevægelsens Erhvervsråd alligevel peger på, at det kan betale sig, så skyldes det, at der er en betydelig gennemsnitlig forskel i beskæftigelse og løn, på de der vælger at tage en efteruddannelse, og de som ikke gør. Det er derfor, at de skriver,  at det typisk vil give en gevinst på 1 mio. kr. Så selvom du ikke kan være sikker på at tjene noget ved at efteruddanne dig, så kan det være rationelt at forvente en øget indkomst som følge af at skifte spor.

Okay. Så der er altså gennemsnitligt en million at hente for samfundet hvis en faglært videreuddanner sig?

Ikke helt. Det er nødvendigt at kvalificere udsagnet yderligere.

En lettere skjult antagelse i analyser, som den vi behandler her, er nemlig at effekten af en uddannelse er den samme, for dem der tager, og dem der ikke tager uddannelsen. Det vil sige, at hvis nogle af de fagudlærte, der ikke har taget en efteruddannelse endnu, rent faktisk tog en, så ville de (gennemsnitligt) få lige så meget ud af den, som den der tog efteruddannelsen.

Groft sagt skulle Pia, der valgte at blive finansøkonom efter at have arbejdet som kontorassistent i FL Schmidt, få lige så meget ud af sin uddannelsen, som hvis det var Preben, som ellers valgte at blive på virksomheden, der havde taget uddannelsen.

Det kan umiddelbart lyde som en fornuftig antagelse. En uddannelse er vel en uddannelse. Alligevel er antagelsen ofte problematisk. Det er nemlig ikke alle, der får lige meget ud af en uddannelse. Folk der er ambitiøse og villige til at give den en skalle, vil højst sandsynligt få meget ud af uddannelsen. Folk der ikke har noget brændende ønske om at efteruddanne sig, vil få mindre ud af den.  Med andre ord, får Pia muligvis mere ud af at efteruddanne sig end Preben, netop fordi hun selv valgte at efteruddanne sig.

Så der er altså gennemsnitligt en million at hente for samfundet når en faglært videreuddanner sig, hvis den faglærte får lige så meget ud af efteruddannelsen, som dem der indtil videre har taget en efteruddannelse.

Hvorfor er det vigtigt at kvalificere konklusionen?

Vores kvalifikationer af rådets konklusioner kan virke pedantiske og ligegyldige. Bundlinjen er vel det samme – det ser ud til at kunne betale sig at tage en efteruddannelse.

Men de er ret vigtige, hvis man skal prøve at udlede politiske og personlige anbefalinger af undersøgelsen.

På et personligt plan, er det vigtigt at forstå, at der er tale om gennemsnitseffekter. Man kan være uheldig at få mindre ud af sin efteruddannelse. Man kan være heldig at få mere ud af den. Og ens held kan meget vel være afhængig af hvilken efteruddannelse man tager – nogle efteruddannelser vil sikkert have en større effekt end andre.

På et politisk plan, skal man være forsigtig med at konkludere at det vil være en god idé at give meget stærke økonomiske incitamenter til at tage en efteruddannelse. Eller at tvinge arbejdsløse faglærte til at tage et uddannelsesløft.

For selvom der har været en positiv effekt af at tage en erhvervsuddannelse for de faglærte, der selv har taget initiativ til det, så er det ikke sikkert, at alle faglærte ville nyde (lige så) godt af en ekstra uddannelse.

Afslutningsvis er det vigtigt at understrege, at ovenstående pointer ikke kun knytter sig til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse. Det er et generelt problem der knytter sig til undersøgelsen af uddannelseseffekter og andre interventioner, hvor folk selv vælger om de vil tage imod interventionen, eller om de vil lade være.

Organer, fravalg og tilvalg

Med få simple ændringer i vores måde at rekruttere organdonorer på, kunne vi få en langt større donorbase i Danmark.

Det argumenterede lektor i praktisk filosofi på Roskilde Universitet, Thomas Søbirk Petersen, for i et debatindlæg i Politiken den 27. juni.

Et centralt forslag i Petersens debatindlæg var, at man gik fra det nuværende tilvalgssystem til et fravalgssystem. Altså at man skal melde sig fra at være organdonor, i stedet for at melde sig til.

Resultatet, påstod Petersen, ville være en dramatisk stigning i antallet af donorer.

Er det virkelig så let?

Det kan umiddelbart virke for godt til at være sandt.

Og i et debatindlæg i Politiken den 6. august 2012 argumenterer tre medlemmer af Etisk Råd, herunder formanden for foretagendet også imod at gå til et fravalgssystem.

Blandt andet siger de, at ”der ingen sikkerhed er for, at forslaget rent faktisk vil føre til flere donorer.”

Okay. Etisk Råd har talt. Selvfølgelig kan sådan en lille ændring ikke redde menneskeliv. Ellers var det selvfølgelig indført for længe siden. Eller hvad?

Problemet med udmeldingen fra Etisk Råd er imidlertid, at Petersens påstand ikke er taget ud af den blå luft. Tværtimod baserer hans synspunkt sig på solid samfundsvidenskabelig forskning.

Et af verdens mest anerkendte tidsskrifter, Science, bragte således i 2003 en artikel om, hvordan fravalgssystemer rent faktisk ansporer folk til at blive organdonorer. I stor stil.

En af artiklens mest slående grafer er den nedenstående, der viser den dramatiske forskel mellem tilvalgslande (opt-in) og fravalgslande (opt-out).

Korrelation er som bekendt ikke det samme som kausalitet. Så kan det ikke være, at det er noget andet, der gør at netop Danmark, Holland, England og Tyskland har en dramatisk lav organdonor andel? Jo, måske.

Derfor bakkede artiklen også ovenstående observationer op med et simpelt eksperiment.

De bad en række amerikanere om at forestille sig, at de flyttede til en ny stat, og spurgte derefter, om de ville melde sig som organdonorer i den nye stat. Eksperimentet bestod i, at de bad en tredjedel om at forestille sig, at staten havde et tilvalgssystem, en tredjedel at staten havde et fravalgssystem, og den sidste tredjedel fortalte, de ikke noget.  

Forskellen kan ses af grafen nedenfor. Næsten dobbelt så mange sagde, at de ville være organdonorer, hvis staten havde et fravalgssystem frem for et tilvalgssystem.

Hvorfor virkede det?

Det kan måske virke mærkeligt, at sådan en lille ændring kan have så stor en effekt på folks adfærd. Studier foretaget sidenhen har da også prøvet at finde ud af, hvorfor der er så stor forskel på tilvalgs og fravalgssystemer.

Et socialpsykologisk studie fra 2012 identificerede to mulige forklaringer.

Den første og mest lige til forklaring, som forskerne identificerede, var at mennesker har en grundlæggende adfærdsinerti. Der skal ske noget før man gider tage stilling til organdonation. Hvis det ikke sker, vil man i et tilvalgssystem aldrig lige få taget stilling – og så ender man med ikke at være organdonor.

Derudover pegede forskerne også på en mere kontroversiel forklaring. Nemlig at borgerne læser implicitte normer ind i det rekrutteringssystem, som staten vælger. Med andre ord, at borgenes syn på organdonation formes af, om man har et tilvalgs- eller et fravalgssystem. Konkret fandt forskerne, at borgerne i lande med et tilvalgssystem anså organdonation som meget mere moralsk kontroversielt, end borgerne i et land med fravalgssystem.

Borgere i lande med et tilvalgssystem anså således organdonation som en meget stor beslutning – på linje med at sultestrejke – hvorimod lande med et fravalgssystem anså organdonation som noget meget mere trivielt – på linje med at lade nogen springe én over i køen.

Ligegyldig hvad forskningen viser, har vi dog stadig et tilvalgssystem i Danmark.  Så husk selv at tage stilling. 

Det sidste skud i bøssen?

Politisk kompas er tilbage efter sommerferien. Og det er dansk politik også med den regeringsrokade, der blev en realitet fredag.

Siden rokaden endte med at skyde den politiske sæson i gang, virker det også naturligt for politisk kompas at kaste et blik på regeringsrokaden.

Eller rettere regeringsrokader.

For vi vil ikke gisne om hvilke motiver, der muligvis ligger bag de konkrete skift, som Helle Thorning Schmidt har foretaget, eller hvilke konsekvenser det vil få for regeringens fremtidige arbejde. I stedet vil vi se frem af og stille et spørgsmål som mange af de efterladte i folketingsgruppen hos henholdsvis S, SF og R tænker på: kan vi stadig nå at blive ministre?

De efterladte

En regeringsrokade skuffer altid nogle. Særligt en regeringsrokade som den regeringen gennemførte fredag. Den skabte nemlig flere tabere end vindere. En mand gik ind, og to gik ud. Tilbage sidder nu trofaste og hårdtarbejdende folketingsmedlemmer, der havde håbet på at få lov til at bide skeer med en ministerpost. Det ser sort ud for dem nu. Selvom deres parti er i regering nu, så tyder alt på, at det vil de ikke være efter næste valg (se bare her og her).

Men et håb lyser i mørket. Håbet om endnu en regeringsrokade. Men hvor sandsynligt er det egentligt, at der komme endnu en rokade før næste valg.?

Rokadernes rytme

For at undersøge dette har vi kigget på de unikke regeringsrokader, der er foretaget siden 1960. Unik forstået som rokader, der ikke er foretaget i måneden efter en anden regeringsrokade eller en regeringsdannelse. Vi her endvidere defineret rokader som en eksisterende regering, der udskifter en eller flere ministerposter. Hvis ministre skiftes ud i forbindelse med nyvalg, nye partier kommer ind eller træder ud af regeringssamarbejdet, har vi altså ikke talt det med som en rokade.

Der er i alt foretaget 43 regeringsrokader de seneste 53 år. Det svarer til at der i gennemsnit går ti måneder fra en regering finder sin form til at den rokeres. I den undersøgte perioder er den længst siddende (urokerede) regering, den Anders Fogh Rasmussen valgte efter sin valgsejr i 2001. Den sad i 33 måneder.

Med hvad betyder det for sandsynligheden for, at Helle Thorning laver en ny rokade?

Jo, hvis vi tager udgangspunkt i, at der senest skal udskrives valg om cirka to år, kunne man se på hvor mange regeringer, der er gået 24 måneder uden at rokere.

Det er faktisk kun sket to gange. Udover Anders Fogh var det Schlüter, der efter sit genvalg i 1987 havde de samme ministre i 25 måneder.

Ud fra en antagelse om at fortidens konstitueringsmønstre svarer nogenlunde til fremtiden, er der altså omkring 95 pct. sandsynlighed for, at Helle Thorning foretager endnu en regeringsrokade (43 regeringer med levetid under 24 måneder divideret med 45 regeringer).

Det kan måske dæmpe gemytterne i regeringens folketingsgrupper lidt. Men hvad nu, hvis hun udskriver valg før? Om 20 måneder, eller 10 måneder? Nedenstående graf viser sandsynligheden for en rokade som en funktion af, hvor længe siden det er, at den seneste rokade blev foretaget. Udregnet ud fra samme simple metode som for de 24 måneder ovenfor.

Bliver Thorning en Schlüter?

Ovenstående vurdering ser på rokaderytmen på tværs af, hvem der har siddet på statsministerposten.

Som man kan se af nedenstående figur, har der imidlertid været markant variation i, hvor ofte de enkelte statsministre har rokeret.

Jens Otto Kragh var den flittigste til at rokere med mere end én om året i hans regeringstid. Det var dog ofte mindre rokader. Omvendt rokerede Schlüter kun en halv gang om året – svarende til en rokade hver andet år.

Det er svært at sige på forhånd, hvem Thorning kommer til at ligge sig op af, men med sine tre rokader på kun to år virker det ikke til, at hun bliver ”en Schlüter”. 

Betyder det noget?

Tidligere statsministres rokaderytme peger altså på, at det er overvejende sandsynligt, at Helle Thorning Schmidt ikke har besøgt Dronningen (eller Kronprinsen) for sidste gang. Og de, der må føle sig overset i denne omgang, kan altså håbe på, at de skal med til Dronningen næste gang. Men betyder det noget for os andre – alle os der ikke kan blive ministre?

Måske. Flere kommentatorer har i hvert fald peget på, at muligheden for at få en ministerpost har en disciplinerende effekt på folketingsmedlemmer. Man er mindre tilbøjelige til at gøre oprør mod en statsminister, hvis det er realistisk, at statsministeren kan indfri ens ministerambitioner.

Derfor kan udsigten til endnu en rokade betyde, at der stadig vil være en hvis ro i regeringspartiernes folketingsgrupper.