Gæsteindlæg af Erik Gahner Larsen.
I går udsendte Greenpeace en pressemeddelelse
med information omkring, at aktivister fra Greenpeace gik ind på Shells
olieraffinaderi i Fredericia. Begivenheden er omtalt hos blandt andre Ekstra Bladet, Berlingske,
DR, TV2,
B.T.,
Jyllands-Posten,
MetroXpress, Fyens
Stiftstidende og Politiken.
Et centralt element i pressemeddelelsen er, at danskerne
deler Greenpeaces frygt for olieindustrien, som de skriver: ”Samtidig viser en
frisk meningsmåling, som blev offentliggjort i Politiken i går, at et overvældende
flertal på 77 % procent i befolkningen frygter oliejagtens konsekvenser for
natur og miljø i Grønland og det øvrige Arktis.”. Det er selvfølgelig rart at
kunne vise, at man kæmper folkets sag, og Ekstra Bladet nævner da også
meningsmålingen og det faktum, at 77 pct. frygter oliejagtens konsekvenser.
Hvor enige er danskerne så med Greenpeace? Og hvor heldige
har Greenpeace lov til at være, siden de dagen før deres aktion, får opbakning
fra danskerne i Politiken? Kigger man nærmere på meningsmålingen fra i går i
Politiken, der desværre ikke er online, får man interessante svar.
Er danskerne enige
med Greenpeace?
For det første er danskerne ikke nødvendigvis imod
olieboringer. Artiklen i Politiken indledes med, at et ”flertal af den danske
befolkning er skeptisk ved tanken om, at der skal bores efter olie i Arktis og
i havet omkring Grønland”. Men meningsmålingen, der er foretaget af Epinion, viser,
at 44 pct. af de adspurgte er enige i, at olieselskaber skal have lov at udvinde
olie i farvandene ud for Grønland og det øvrige Arktis. 43 pct. er uenige. Ikke et flertal.
Heldigvis for Greenpeace stilles der også andre spørgsmål,
der er mere ledende end ovenstående (man får jo svar, som man spørger). For
eksempel skulle respondenterne forholde sig til udsagn som ”Jeg frygter for de
konsekvenser for natur og miljø, olieboringer ud for Grønland og det øvrige
Arktis kan have.” og ”Den danske regering bør bruge sin indflydelse igennem
blandt andet Arktisk Råd til som minimum at arbejde for skrappere krav til
olieselskaber, der ønsker at bore efter olie i Grønland og det øvrige Arktis.”.
Her er der knap så overraskende et flertal, der er enige med Greenpeace.
"Krav om
skrappere regler i Arktis", Politiken, s. 10, 27.08.2013.
Kilden bag kilden
Kigger man nærmere på, hvem der har stået for
meningsmålingen, er det snarere forstand end held, at
Politiken i går skrev om danskernes holdning til udvinding af olie i farvandene
ud for Grønland og det øvrige Arktis. Meningsmålingen er nemlig bestilt og
betalt af Greenpeace. Det smarte i denne sammenhæng er selvfølgelig (og det er
her andre interesseorganisationer, skal tage noter), at man først får en avis
til at skrive om den meningsmåling, man har bestilt, for derefter blot at
referere til avisen i stedet for sig selv, når man selv vil referere til den.
Der er mindst tre fordele ved at gøre det på denne måde. For
det første øger det troværdigheden (Politiken er en mere troværdig kilde end
Greenpeace selv). For det andet kan man være endnu mere selektiv i forhold til,
hvilke dele af meningsmålingen man fokuserer på. For det tredje øger man
sandsynligheden for, at andre medier vil tage det op, hvis man kan signalere,
at det er et emne, andre aviser beskæftiger sig med, og danskerne har en klar holdning til.
Greenpeace udsendte ikke en pressemeddelelse omhandlende
meningsmålingen i går. De fik den formidlet i Politiken, og kunne så ganske
selektivt sælge en bid af den i en pressemeddelelse i dag, som andre medier
kunne formidle videre. De gør en dyd ud af at fortælle, at danskerne er enige
med dem i deres sag, og der er da heller ikke belæg for at sige, at et flertal
af danskerne er imod, men billedet er alt andet lige mere nuanceret, end
Greenpeace gør det til. Men kudos til det strategiske arbejde udført af
Greenpeaces pressestab.