Organer, fravalg og tilvalg

Med få simple ændringer i vores måde at rekruttere organdonorer på, kunne vi få en langt større donorbase i Danmark.

Det argumenterede lektor i praktisk filosofi på Roskilde Universitet, Thomas Søbirk Petersen, for i et debatindlæg i Politiken den 27. juni.

Et centralt forslag i Petersens debatindlæg var, at man gik fra det nuværende tilvalgssystem til et fravalgssystem. Altså at man skal melde sig fra at være organdonor, i stedet for at melde sig til.

Resultatet, påstod Petersen, ville være en dramatisk stigning i antallet af donorer.

Er det virkelig så let?

Det kan umiddelbart virke for godt til at være sandt.

Og i et debatindlæg i Politiken den 6. august 2012 argumenterer tre medlemmer af Etisk Råd, herunder formanden for foretagendet også imod at gå til et fravalgssystem.

Blandt andet siger de, at ”der ingen sikkerhed er for, at forslaget rent faktisk vil føre til flere donorer.”

Okay. Etisk Råd har talt. Selvfølgelig kan sådan en lille ændring ikke redde menneskeliv. Ellers var det selvfølgelig indført for længe siden. Eller hvad?

Problemet med udmeldingen fra Etisk Råd er imidlertid, at Petersens påstand ikke er taget ud af den blå luft. Tværtimod baserer hans synspunkt sig på solid samfundsvidenskabelig forskning.

Et af verdens mest anerkendte tidsskrifter, Science, bragte således i 2003 en artikel om, hvordan fravalgssystemer rent faktisk ansporer folk til at blive organdonorer. I stor stil.

En af artiklens mest slående grafer er den nedenstående, der viser den dramatiske forskel mellem tilvalgslande (opt-in) og fravalgslande (opt-out).

Korrelation er som bekendt ikke det samme som kausalitet. Så kan det ikke være, at det er noget andet, der gør at netop Danmark, Holland, England og Tyskland har en dramatisk lav organdonor andel? Jo, måske.

Derfor bakkede artiklen også ovenstående observationer op med et simpelt eksperiment.

De bad en række amerikanere om at forestille sig, at de flyttede til en ny stat, og spurgte derefter, om de ville melde sig som organdonorer i den nye stat. Eksperimentet bestod i, at de bad en tredjedel om at forestille sig, at staten havde et tilvalgssystem, en tredjedel at staten havde et fravalgssystem, og den sidste tredjedel fortalte, de ikke noget.  

Forskellen kan ses af grafen nedenfor. Næsten dobbelt så mange sagde, at de ville være organdonorer, hvis staten havde et fravalgssystem frem for et tilvalgssystem.

Hvorfor virkede det?

Det kan måske virke mærkeligt, at sådan en lille ændring kan have så stor en effekt på folks adfærd. Studier foretaget sidenhen har da også prøvet at finde ud af, hvorfor der er så stor forskel på tilvalgs og fravalgssystemer.

Et socialpsykologisk studie fra 2012 identificerede to mulige forklaringer.

Den første og mest lige til forklaring, som forskerne identificerede, var at mennesker har en grundlæggende adfærdsinerti. Der skal ske noget før man gider tage stilling til organdonation. Hvis det ikke sker, vil man i et tilvalgssystem aldrig lige få taget stilling – og så ender man med ikke at være organdonor.

Derudover pegede forskerne også på en mere kontroversiel forklaring. Nemlig at borgerne læser implicitte normer ind i det rekrutteringssystem, som staten vælger. Med andre ord, at borgenes syn på organdonation formes af, om man har et tilvalgs- eller et fravalgssystem. Konkret fandt forskerne, at borgerne i lande med et tilvalgssystem anså organdonation som meget mere moralsk kontroversielt, end borgerne i et land med fravalgssystem.

Borgere i lande med et tilvalgssystem anså således organdonation som en meget stor beslutning – på linje med at sultestrejke – hvorimod lande med et fravalgssystem anså organdonation som noget meget mere trivielt – på linje med at lade nogen springe én over i køen.

Ligegyldig hvad forskningen viser, har vi dog stadig et tilvalgssystem i Danmark.  Så husk selv at tage stilling.