Englænderne ved ikke, hvad de snakker om.

Agurketid og sommerferie har også delvist ramt Politisk kompas. Men det skal ikke afholde os fra at dele et underholdende, men også interessant, link, som vores kollega Lau Øjord Blaxekjær har gjort os opmærksomme på. 

I England er der for nylig blevet gennemført en rundspørge, hvor et repræsentativt udsnit af befolkningen er blevet stillet en række spørgsmål om relevante samfundsforhold. Såsom omfanget af socialt bedrageri og kriminalitet. Vi har et par udklip fra artiklen på The Independent her (klik på citatet for at komme til hele historien):

- Benefit fraud: the public think that £24 of every £100 of benefits is fraudulently claimed. Official estimates are that just 70 pence in every £100 is fraudulent - so the public conception is out by a factor of 34.

- Immigration: some 31 per cent of the population is thought to consist of recent immigrants, when the figure is actually 13 per cent. Even including illegal immigrants, the figure is only about 15 per cent. On the issue of ethnicity, black and Asian people are thought to make up 30 per cent of the population, when the figure is closer to 11 per cent.

Vi danskere ved nok heller ikke, hvad vi snakker om…

Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvor godt danskerne ville gætte, hvis de blev stillet lignende spørgsmål. Politisk Kompas forfattere ville i hvert fald have svært ved at svare.

Meget taler faktisk for at danskerne ikke ville være bedre end englænderne. I en undersøgelse fra 2005 var 18 pct. således for nytårspakken, 13 pct. imod, 31 pct. vidste ikke, om de var for eller imod, og kun 34 havde aldrig hørt om den.

Det var på trods af, at der aldrig har været noget, der hedder nytårspakken. Det var blot et ord, der var opfundet for at undersøge netop hvor mange, der tilkendegav deres holdning uden at have nogen reel baggrund for at danne denne holdning.

Det er svært ikke at trække en smule på smilebåndet, når man læser historier som disse. Men der ligger også en mere seriøs pointe bag morskaben, idet de viser nogle vigtige begrænsninger ved meningsmålinger. Eksemplet med nytårspakken viser således, at det ikke er givet, at deltagerne i en meningsmåling afstår fra at svare på noget, som de umuligt kan have en holdning til.

Tit ser man endvidere, at folk er blevet spurgt, om de synes, at der bliver brugt for mange eller for få penge på dette eller hint udgiftsområde. Man glemmer imidlertid ofte, at disse spørgsmål forudsætter, at de ved, hvor mange penge der bruges allerede. Samt at de overhovedet ved, hvad det er, de bliver spurgt om. En forudsætning der, som vi tidligere har fremhævet, ikke altid er opfyldt. 

Er Dansk Folkeparti dårligt for turismen?

Ja, det kunne man godt foranlediges til at tro. I et interview til Berlingske gjorde Socialdemokraternes turisme- og forbrugerordfører Mette Reissmann det i hvert fald klart. Dansk Folkepartis retorik har forårsaget, at færre vælger at besøge Danmark.

Både SF’eren Jonas Dahl og de Radikale Venstres Marlene Borst Hansen stemte efterfølgende i.

Men kan der kan trækkes en lige linje mellem Dansk Folkepartis indflydelse og retorik på den ene side og udviklingen i dem danske turistindustri på den anden side?

I Berlingskes artikel underbygges Reissmanns påstand af en analyse fra Dansk Industri, der peger på at Danmark har mistet 4,3 millioner overnatninger siden 1992. Av. Det var mange.

Imidlertid var Dansk Folkeparti ikke engang opstået i 1992. Og ”systemskiftet”, hvor Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti fik magten, lå først ni år senere.

Dansk Industri bygger deres analyse på en opgørelse fra Danmarks Statistik over, hvor mange overnatninger, udlændinge har foretaget på danske hoteller, vandrehjem mv. Antallet af overnatninger registreres hvert år, og det er derfor ikke noget problem at undersøge, hvordan turismen udviklede sig fra 2001 til 2011, da Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti havde magten.

Som det kan ses af figuren, virker Reissmanns påstand umiddelbart fornuftig. Under Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti faldt antallet af overnatninger med omkring én million (Forskellen mellem antallet af overnatninger i 2011 og 2001).  Noget mindre end de 4,3 der fremgik af artiklen. Men alligevel. Det er et betydeligt fald.

Korrelation er ikke lig kausalitet

Så burde den ikke være sikker? Sort på hvidt. Dansk Folkeparti har ødelagt Dansk Folkeferie. Og dog.

På ethvert statistikkursus er, det første man lærer, at korrelation ikke er lig kausalitet. Bare fordi to ting sker samtidigt, betyder det ikke, at der er et årsag-virkning forhold mellem den.

På samme måde ved vi ikke, om Dansk folkepartis indflydelse har påvirket antallet af udenlandske turister, bare fordi Dansk Folkepartis indflydelse falder sammen med et fald i antallet af udenlandske turister.

Et større billede

Hvis vi graver lidt mere falder sammenhængen mellem Dansk Folkepartis indflydelse og udenlandsk turisme da også sammen.

Hvis vi ser på udviklingen i henholdsvis indenlandsk og udenlandsk turisme i Danmark de sidste tyve år, bliver det således tydeligt, at faldet i 00’erne var en fortsættelse af en tendens fra 90’erne.

Udenlandske turister fravælger i stadigt højere grad Danmark, samtidig med at danske turister i stadigt højere grad vælger Danmark til. Om noget falder andelen af turister lidt mindre fra 2001-2011, end den gjorde de foregående ti år.

Så er Dansk Folkeparti dårligt for turismen?

Det korte svar er, at vi ved det ikke. Der er en lang række faktorer, der kan tænkes at påvirke antallet af udenlandske turister i Danmark. Mange af dem er indenrigspolitiske faktorer, herunder det generelle prisniveau, som Pia Kjærsgaard fremhæver i Berlingske. Andre er ting, der ligger uden for dansk indflydelse, fordi de foregår i andre lande og måske endda på globalt plan.

Den anden grundlæggende læresætning i et hvert statistikkursus er, at man skal forsøge at holde andre andre relevante variable konstante, før man gør sig forhåbninger om at konkludere noget kausalt. Det er vist ikke sket her. Vi siger dermed ikke, at Dansk Folkeparti ikke har været dårlig for dansk turisme. Vi siger bare, at vi ikke ved det.

Hvorfor er meningsmålinger så omskiftelige?

Alle politiske meningsmålinger forsøger at fortælle os det samme: hvad ville danskerne stemme hvis der var Folketingsvalg i morgen? Alligevel er der ikke to målinger der er ens.

Ja, selv målinger der offentliggøres samme dag, kan give vidt forskellige resultater. Senest viste en Epinion måling og en Megafon måling at de Konservative gik henholdsvis frem og tilbage.

Det kan umiddelbart virke forvirrende. Men der er tre gode grunde til at forskellige målinger peger i forskellige retninger.

Vælgerne skifter mening

Først og fremmest kan vælgerne skifte mening. Det gør de faktisk relativt ofte. Omkring en tredjedel af vælgerne stemte således på et andet parti ved Folketingsvalget i 2011 end de gjorde ved valget i 2007. En andel der har været nogenlunde konstant ved de sidste par valg. 

Meget tyder derudover på at vælgerne er ekstra omskiftelige mellem valgene. En opgørelse foretaget af Politiken, viste således at hver gang 150 mennesker ændrer mening mellem valgene, er det kun hundrede af dem der ender med at stemme på et andet parti (Sigge Winther Nielsen, Politiken, 31/3 2013). Et fænomen man også kender fra amerikanske valg.

Når en meningsmåling viser, at et parti går frem kan det altså – ikke overraskende – betyde, at der er flere, der ville stemme på det parti. Det betyder imidlertid ikke, at de nødvendigvis vil stemme sådan til valget.

Statistisk usikkerhed

De fleste ved nok, at der er statistik usikkerhed på en meningsmåling – men er måske også lidt uklar på hvad det konkret betyder.

Grundlæggende handler statistisk usikkerhed om at der er en forudsigelig tilfældighed i meningsmålinger. Tilfældighed, idet vi bliver nødt til at udvælge et mindre udsnit af danskerne, hvilket implicerer at vi kan komme til at spørge et skævt udsnit. Et udsnit med for mange konservative, eksempelvis. Forudsigeligt, da vi kan bruge teoremer fra statistikkens verden til at udregne, hvor sandsynligt det er, at vi får et skævt udsnit.

Det er den samme forudsigelige tilfældighed der er i en terning. Hvis vi slår 60 gange med en terning kan vi ikke være sikre på at få 10 seksere (en sjettedel) – men vi kan på den anden side være rimelig sikrer på, at vi ikke kun får én eller to. På samme måde kan vi ikke være sikker på at vi får præcis den samme andel af konservative når vi udvælger 1000 tilfældige danskere, som hvis vi udvalgte dem alle. Men vi kan være rimelig sikker på, at vores resultat ikke vil være langt fra.

Den statistiske usikkerhed er (blandt andet), det der gør at to målinger, der er foretaget på samme tid, kan pege i forskellige retninger. Jævnfør Epinion og Megafons forskellige resultater for så vidt angår de Konservative.  Epinion – der fandt konservativ tilbagegang – kan således have fået lidt for få konservative i deres udsnit af danskere, og Megafon – der fandt konservativ fremgang – kan have fået lidt for mange konservative.

Institutternes forskellige metoder

Endelig kan meningsmålinger variere fordi institutternes bruger forskellige metoder til at sikre repræsentativitet. Institutterne har således forskellige teknikker til at udvælge respondenter, forskellige måder at interviewe respondenterne på (typisk over nettet, via telefon eller en blanding) og forskellige måder at vægte deres respondenter på.

Disse forskellige metoder kan resulterer i nogle systematiske skævheder. Vi har tidligere dokumenteret at YouGovs systematisk skød Socialdemokraterne under de andre institutter.

Det kan være svært at vide hvilket institut, der rent faktisk rammer rigtigt, da vi ikke kender danskernes faktiske stemmeadfærd. Det bedste vi kan gøre er at se på, hvor gode institutterne var på at ramme valgresultatet. Noget vi også tager højde for i vores bud på hvordan danskerne stemmer – vox populi.

Hvad betyder mest?

Det kan være svært at sige hvilke af de tre faktorer, der betyder mest, da den relative forklaringskraft vil være forskellig over tid, og på tværs af de forskellige partier (læs eksempelvis dette udemærkede indlæg omkring hvorfor den statistiske usikkerhed vil være større for større partier).

For alligevel at give læseren en idé om forholdet mellem de forskellige kilder til variation, kan vi se på Socialdemokraternes målinger siden starten af året – et sæt meningsmålinger politisk kompas har gået i dybden med tidligere.

I alt har Socialdemokraternes målinger en standardafvigelse på 1,8 pct. point. Hvor en standardafvigelse er en klassisk måde at måle variation (den udregnes ved at tage kvadratroden til summen af de kvadrede afstande til gennemsnittet).  Af denne variation udgør

Statistisk usikkerhed ca. 66 pct.

Man kan relativt let udregne hvor meget af variationen i Socialdemokraternes meningsmålinger, som skyldes statistisk usikkerhed. Det kræver kun, at vi kender antallet, som er spurgt i den enkelte måling. Ud fra dette kan vi se at den statistiske usikkerhed på Socialdemokraternes målinger svarer til en standardafvigelse på omkring 1,2 pct. point. Altså kan vi tilskrive (1,2/1,8=) 66 pct. af variationen i meningsmålingerne til den statistiske usikkerhed.

Institutternes metoder ca. 16 pct.

For at finde andelen af variation i meningsmålingerne, der skyldes institutternes forskellige metoder så vi på forskellen mellem (1) variationen omkring det samlede gennemsnit (de 1,8 pct. point) og (2) afvigelsen omkring en række institut-specifikke gennemsnit. Vi så således på variationen i meningsmålinger fra henholdsvis YouGov, Epinion, Voxmeter og så videre hver for sig.  Det giver en forskel på 0,3, hvilket implicerer, at institutternes metoder forklarer 0,3 procent points af variationen i Socialdemokraternes meningsmålinger. Det svarer til (0,3/1,8)=16,5 pct. af den samlede variation.

Vælgernes holdningsskift ca. 16 pct.

For at finde andelen af variationen i meningsmålingerne der skyldes at vælgerne skifter mening, ser vi på, hvor meget Socialdemokraternes opbakning har ændret sig over tid. Vi kan bruge effekten af tid til at måle holdningsskift, da præferencer, såfremt de ændrer sig, ændrer sig over tid. 20 pct. af danskerne kan således ikke støtte Socialdemokraterne samtidig med at 15 pct. af danskerne støtter Socialdemokraterne.  Samtidig ændrer de to andre faktorer, den statistiske usikkerhed og institutternes målemetoder, sig ikke over tid. Tiden kan forklarer de sidste 0,3 procent point af variationen i målingerne. Omtrent det samme som institutternes forskellige metoder – altså 16,5 pct. af den samlede variation.

Og hvad så?

Opsummerende kan vi altså sige, at hvis en måling i morgen viser at Socialdemokraterne går én procent frem, så er det overvejende sandsynligt at det skyldes statistisk usikkerhed eller instituttets målemetoder – og en rimelig begrænset sandsynlighed for at flere danskere rent faktisk ville stemme på Socialdemokraterne.  

Medier og Meningsmålinger

Sidste uge beskrev vi hvordan meningsmålinger fra YouGov havde skudt Socialdemokraterne væsentligt lavere end de andre meningsmålingsinstitutter.

I dag følger vi op. For historien om YouGovs målinger er ikke bare en historie om tvivlsomme meningsmålinger. Det er i lige så høj grad en historie om hvordan disse målinger blev blæst op af medierne. Og hvad det siger mere generelt om forholdet mellem meningsmålingsinstitutterne, medierne og vælgerne.

Målingerne og medierne

YouGov laver målinger for Metroxpress. At YouGovs målinger blev bragt i Metroxpress er derfor ikke overraskende. Imidlertid blev resultatet af de ekstreme målinger ofte også bragt i andre medier (se fx her og her).

For at finde ud af hvor udbredt denne tendens var, foretog vi en gennemgang af hvor mange gange Yougovs målinger var blevet citeret på henholdsvis www.b.dk og www.pol.dk siden starten af året. For at have et sammenligningsgrundlag undersøgte vi også hvor ofte et andet institut – Voxmeter – blev nævnt i medierne. I modsætning til YouGov har der i løbet af de sidste fem måneder ikke været nogen nævneværdig systematik i Voxmeters målinger. Nogle gange skød de lidt over de andre institutter, nogle gange lidt under.

YouGov har i årets første fem måneder lavet ni målinger. Voxmeter har lavet dobbelt så mange. På trods af dette er YouGovs målinger blevet citeret i alt 12 gange, hvorimod Voxmeters kun er citeret fem gange på b.dk og pol.dk.  Med lidt hovedregning giver det 1,3 citationer per måling for YouGov og 0,3 citationer per måling for Voxmeter.

YouGov målingerne havde altså relativ stor gennemslagskraft i medielandskabet. Selvom det kan være svært at afgøre ud fra vores simple opgørelse, hvorfor de slog mere igennem end Voxmeters målinger, så tyder noget på, at det ikke var på trods af målingernes afvigende karakter, at de blev valgt til. Tværtimod.  

Fælles for alle historierne er således, at de slår på, hvor historisk dårlig den pågældende måling er for Socialdemokraterne, eller hvor historisk det er, at Dansk Folkeparti er blevet større end Socialdemokraterne (noget som Dansk Folkeparti ikke nødvendigvis har været på noget tidspunkt).

Noget tyder altså på, at YouGov målingerne altså kom bredt ud i medielandskabet, fordi de viste et chokerende (eller om man vil historiske) mønster. Et mønster der imidlertid ikke var retvisende.

En uheldig dynamik

De problematiske målinger tegner billedet af en uheldig dynamik mellem medierne på den ene side og meningsmålingsinstitutterne på den anden.

Journalister er interesserede i interessante historier. Interessante historier bliver læst (eller får ”clicks”) og giver opmærksomhed hos redaktøren. Dertil kommer at journalistens etos også foreskriver at lede efter interessante historier – i de klassiske nyhedskriterier finder vi således både aktualitet og væsentlighed, der om noget må være det der skaber interesse.

Problemet er imidlertid, at de mest interessante meningsmålinger oftest vil være de mindst rigtige.

Når man laver en meningsmåling, spørger man således et større antal danskere om, hvad de ville stemme i morgen. Ved hjælp af forskellige teknikker forsøger man at mindske sandsynligheden for at, man får en skæv stikprøve, men nogle gange vil det gå galt. Man vil – tilfældigvis – få lidt flere der stemmer Dansk Folkeparti, eller lidt færre, der stemmer Socialdemokraterne, end hvad der er tilfældet blandt danskerne generelt. Og det vil som oftest være i disse tilfælde, at man kommer med et overraskende resultat. Som eksempelvis målingen, der sender Socialdemokratiet væsentligt lavere end målingen sidste uge, eller målingen der pludseligt placerer de Konservative under spærregrænsen.

Når man som journalist læser bemeldte overraskende målinger, er det klart at man har lyst til at bringe en historie om den. De er jo interessante! Men desværre vil de sjældent være retvisende.

En anden uheldig konsekvens er, at det kan give institutterne nogle uhensigtsmæssige incitamenter. Målingerne fungerer som en reklamesøjle for  de enkelte institutter. Derfor er det ekstra problematisk, at de mest afvigende målinger er dem, der får mest omtale. Det kan give nemlig institutterne incitament til at lave dårlige målinger. Vi tror på, at de fleste institutter er interesseret i at gøre et hæderligt arbejde. Men der kan være et krydspres mellem professionelle og kommercielle interesser.  

Det er ikke sikkert, at et institut har grund til at stoppe og spørge sig selv: hov, gør vi noget galt?

Hvad skal medierne gøre ved det?

Det egentlige ansvar ligger hos medierne, der vælger at ignorere, hvad de udmærket ved af hensyn til den gode nyhed. En del politikere vælger ikke at kommentere på meningsmålinger. Det gælder især, hvis det går dårligt for deres parti.  Det samme skal ikke gælde for medier. Men de journalister, der formidler meningsmålinger, skal huske, at en meningsmåling også er en kilde.  Og hvis der er noget journalister lægger vægt på – udover at finde interessante historier – så er det kildekritik.

I stedet for udelukkende at tænke på, hvad der giver en interessant historie, burde medierne holde vejret et øjeblik og forholde sig kritisk til den seneste måling. Kan det virkelig være rigtigt at Socialdemokraternes opbakning er dykket så meget siden sidste uge? Er der andre målinger, der viser et lignende mønster? Hvor ligger det pågældende instituts målinger normalt i forhold til de andre?

Ved du, hvad en handlet kvinde er?

Synes 1 ud af 7 danske mænd, at moderne slavehandel er i orden? Det synes at være konklusion i en aktuel historie, der onsdag blandt andet var i Politiken. 15 pct. af 3.710 mænd i en repræsentativ undersøgelse foretaget af Rambøll for Ligestillingsministeriet svarer, at de er 'uenige' eller 'helt uenige' i, at det er forkert at købe sex af en handlet kvinde (se rapporten her – opgørelsen er på side 35).

Menneskehandel er afskyeligt. Det er, som Manu Sareen siger i artiklen fra Politiken, slavehandel. Bagmændene (og –kvinderne) skal straffes hårdt. Køber man sex af handlede kvinder, understøtter man mennesker, der lever af at misbruge andre på grov vis. Det er nærmest så forkert, som det kan blive. Ingen tvivl om det! Men kan det virkeligt passe, at 15 pct. af danske mænd er direkte uenige i det synspunkt, samt at lige så mange (16 pct.), hverken er enige eller uenige i, at det er forkert?

På Politisk kompas er vi skeptiske over for dette. Problemet er det udsagn, man har skullet forholde sig til: 'Det er forkert at købe sex af en handlet kvinde'. Et ordentligt svar på dette spørgsmål forudsætter, at man ved, hvad en handlet kvinde er. Uden at vi har undersøgt det selv, tillader vi os at tvivle på, at det er alle, der er spurgt, der nødvendigvis forbinder dette med menneskehandel. Kunne der være en enkelt, uden indgående kendskab til prostitution og kvindehandel, der blot har haft den tanke, at en handlet kvinde er synonymt med en prostitueret?

Hvad rapporten også viser

Det kunne have været interessant at se svarfordelingen, hvis man først havde forklaret, hvad begrebet 'handlet kvinde' dækker over. I undersøgelsen har man lavet et såkaldt surveyeksperiment – noget der er klart forbilledligt. Det vil sige, at der er en anden gruppe af deltagere, der har fået en historie om en handlet kvinde inden, de skulle forholde sig til holdninger om prostitution (se side 39 i rapporten). De personer, hvis svarfordeling er brugt i Politikens og Ligestillingsministeriets tal, har ikke fået denne historie først.

Man kan diskutere, om den historie, der er brugt, overhovedet er eksplicit nok i forhold til at forklare, hvad en handlet kvinde er og hvilke forhold, de lever under. Men den flytter stadig holdninger. Den generelle accept af at købe sex af prostituerede overhovedet ændrer sig fra 61 pct. til 40 pct., når mændene i undersøgelsen har læst historien først. Desværre viser rapporten ikke ændringer for holdningen til at købe sex af handlede kvinder. Gad vide, hvor meget den holdning rykker sig?

Historien bag de historiske målinger

*Indlægget er redigeret den 14. august 2013.

2013 har været hårdt for Socialdemokraterne (se ugens graf). Der har (næsten) ikke været en uge uden en historisk dårlig meningsmåling (se bare her, her og her). Ja, flere målinger har givet dem den dårligste opbakning i over hundrede år (og det er ikke engang en overdrivelse). Det her er dog ikke (endnu) en historie, om de hårde tider Socialdemokratiet, fortjent eller ufortjent, gennemgår i øjeblikket. I stedet er det en historie om meningsmålinger.

For mange af de værste målinger har en ting til fælles. De var alle foretaget af det samme institut, YouGov. Et meningsmålingsinstitut, der har fået for vane at skyde Socialdemokraternes opbakning lige lovlig lavt.

 

YouGov it wrong

Vi har registreret 49 målinger foretaget af 7 forskellige institutter fra 8. januar og frem til 11. juni. På tværs af disse målinger er der en klar tendens til, at Socialdemokraterne har en lavere tilslutning, når YouGov er afsender.

I YouGovs 10 målinger får Socialdemokraterne i gennemsnit 17,2 pct., mens de får 18,7 pct. når man lægger de andre 39 målinger sammen. Altså en forskel på 1,5 procent af stemmerne. Cirka 3 mandater og mere end hvad der afgjorde valget i 2011.

Der er altid en statistisk usikkerhed, når det kommer til meningsmålinger. Så kan forskellen bare skyldes, at YouGov tilfældigvis har fået fat i lidt færre socialdemokratiske vælgere? Måske, men det er meget usandsynligt.  Der er således blevet spurgt virkelig mange, når vi lægger alle meningsmålingerne sammen. Sandsynligheden for den observerede afvigelse er mindre end 1 til 20.000. Der er større chance for at slå krone 14 gange i træk, hvis du slår plat og krone. Prøv selv. Det sker ikke ret tit.

Hvem skal Socialdemokraterne så lytte til?

Et oplagt alternativ til YouGov er politisk kompas’ Vox Populi. Det er vores bud på, hvordan danskerne ville stemme, hvis der var valg i morgen. Det er grundlæggende et vægtet gennemsnit af en række meningsmålinger, der tager højde for, hvor lang tid siden en måling er blevet offentliggjort, hvor mange der er spurgt, og hvor gode det pågældende institut var til at forudsige valgresultatet i 2011.

Her vurderer vi Socialdemokraternes nuværende opbakning til at være 17,7 pct. Det er 2,7 procentpoint højere, end hvad YouGov gav dem i deres måling den 3/6 2013.

Momentums undersøgelse sammenligner pærer og æbler

Gæsteindlæg af Jonas Hedegaard Hansen

Mediernes opvarmning til efterårets kommunalvalg er for alvor kommet i gang. Tirsdagens forsidehistorie i Politiken handlede om problemet med, at efterkommere stemmer mindre end deres forældre. Og i hele ugen kører DR en række historier i radio, på TV og på web med kommunalpolitiske vinkler som opvarmning til deres dækning af Folkemødet 2013, som starter på torsdag. Flere af DRs historier handler om unges (manglende) interesse i kommunalpolitik, og i morgenens radioaviser var én af historierne, at danskerne generelt og unge især ikke ”tænder på kommunalpolitik”. Radioen har taget historien op fra KLs Momentum.

Momentums undersøgelse, som er foretaget af Voxmeter, er imidlertid udfordret af det problem, som i folkemunde hedder ’at sammenligne pærer og æbler’ (eller bananer). Det problematiske er især omkring, hvor mange der ’forventer at stemme til folketingsvalg/kommunalvalg’. Her skal man særligt være opmærksom på de to spørgsmål, der danner baggrund for opgørelsen. De er som følger (egen fremhævning):

                 1.      ”Hvis der var folketingsvalg i morgen, ville du så stemme”?

                 2.      ”Forventer du at stemme til regions- og kommunalvalget den 19. november 2013”?

For det første

Det første problem er, at de to spørgsmål ikke er direkte sammenlignelige. Der bliver simpelthen spurgt om to forskellige ting. I spørgsmål 1 spørges der til et hypotetisk valg til Folketinget, som finder sted i morgen. I spørgsmål 2 spørges der til et konkret valg, der finder sted til november.

Hvis spørgsmålene skulle kunne sammenlignes på fair vis, burde én af formuleringerne ændres. Det kunne man konkret gøre ved at ændre spørgsmål 1 til: ’Forventer du at stemme til det næste folketingsvalg, som finder sted senest d. 15. september 2015?’. Eller man kunne have ændret spørgsmål 2 til: ’Hvis der var kommunalvalg i morgen, ville du så stemme?’.

For det andet

Det andet problem er selve fremstillingen af data. Hvis vi for en kort stund accepterer, at de to spørgsmål faktisk på fair vis kan opstilles i samme figur, er det op til fortolkning, hvem man tæller med i den andel, der ’forventer at stemme’. Momentum – og Radioavisen i sin gengivelse – vælger at medtage dem, der svarer, ”ja, helt sikkert”. Det vil sige, at 84 procent vil stemme til morgendagens hypotetiske FT-valget, mens 61 procent vil stemme til regions- og kommunalvalget til november. Men Radioavisen/Momentum kunne også have valgt i sin vinkling at medtage dem, der svarer, ”ja, sandsynligvis”. I så fald ville det være 93 procent til Folketingsvalget og 83 procent til Regions- og Kommunalvalget. Så er forskellen pludselig noget mindre. (Og når nu du spørger, så er svaret: Ja, jeg mener, at det er mere retvisende at medtage ’ja, sandsynligvis’-svar i udlægningen af undersøgelsen der grundlæggende går på den forventede valgprocent.)

For det tredje

Og hermed er vi fremme ved det tredje problem. Kan vi overhovedet bruge sådanne spørgeskemaundersøgelser til at sige noget om den forventede valgprocent? Eller formuleret anderledes: Kan vi stole på, at folk der siger, at de har tænkt sig at stemme, faktisk også stemmer? Et spørgsmål Politisk kompas har berørt tidligere. Det korte svar er nej!

Naturligvis vil mange af dem, der siger, at de stemmer, faktisk stemme. Valgdeltagelsen i Danmark er så høj, at det giver sig selv. Men forskningen viser, at der er en klar overrapportering i surveys, når det kommer til stemmeafgivelse. En bredt citeret artikel af Karp & Brockington (2005) konkluderer, at der er signifikant overrapportering i hvert fald i Storbritannien, New Zealand, Norge, Sverige og USA. Yderligere peger de på, at tendensen er større i de lande, hvor valgdeltagelsen er højest, idet normen om at stemme står stærkere der.

Man kan på den måde sige, at det sociale pres (også kaldet social desirability-effekten) for at svare, at man stemmer, er særlig stærk i lande, hvor valgdeltagelsen er høj. Det gælder også i Danmark, hvilket blandt andet kan læses af afsnit 5 om valgdeltagelse i Strukturkommissionens betænkning. I øvrigt er der indikationer af, at dem, der oftest ’lyver’ er borgere, der interesserer sig for politik. Det vil sige folk som på den måde ’minder’ om vælgerne og formentlig godt ved, at der er en forventning om, at de stemmer.

Alt i alt

Voxmeter/Momentums undersøgelse er ud fra substantielle metodiske årsager problematisk. Til gengæld viser registeranalyser fra valget i 2009, at der faktisk er et problem med eksempelvis unges valgdeltagelse. Så der er intet af udsætte på artiklens problematik eller de udtalelser professor Ulrik Kiærs giver. Men talgrundlaget burde være bedre.