Medier og Meningsmålinger

Sidste uge beskrev vi hvordan meningsmålinger fra YouGov havde skudt Socialdemokraterne væsentligt lavere end de andre meningsmålingsinstitutter.

I dag følger vi op. For historien om YouGovs målinger er ikke bare en historie om tvivlsomme meningsmålinger. Det er i lige så høj grad en historie om hvordan disse målinger blev blæst op af medierne. Og hvad det siger mere generelt om forholdet mellem meningsmålingsinstitutterne, medierne og vælgerne.

Målingerne og medierne

YouGov laver målinger for Metroxpress. At YouGovs målinger blev bragt i Metroxpress er derfor ikke overraskende. Imidlertid blev resultatet af de ekstreme målinger ofte også bragt i andre medier (se fx her og her).

For at finde ud af hvor udbredt denne tendens var, foretog vi en gennemgang af hvor mange gange Yougovs målinger var blevet citeret på henholdsvis www.b.dk og www.pol.dk siden starten af året. For at have et sammenligningsgrundlag undersøgte vi også hvor ofte et andet institut – Voxmeter – blev nævnt i medierne. I modsætning til YouGov har der i løbet af de sidste fem måneder ikke været nogen nævneværdig systematik i Voxmeters målinger. Nogle gange skød de lidt over de andre institutter, nogle gange lidt under.

YouGov har i årets første fem måneder lavet ni målinger. Voxmeter har lavet dobbelt så mange. På trods af dette er YouGovs målinger blevet citeret i alt 12 gange, hvorimod Voxmeters kun er citeret fem gange på b.dk og pol.dk.  Med lidt hovedregning giver det 1,3 citationer per måling for YouGov og 0,3 citationer per måling for Voxmeter.

YouGov målingerne havde altså relativ stor gennemslagskraft i medielandskabet. Selvom det kan være svært at afgøre ud fra vores simple opgørelse, hvorfor de slog mere igennem end Voxmeters målinger, så tyder noget på, at det ikke var på trods af målingernes afvigende karakter, at de blev valgt til. Tværtimod.  

Fælles for alle historierne er således, at de slår på, hvor historisk dårlig den pågældende måling er for Socialdemokraterne, eller hvor historisk det er, at Dansk Folkeparti er blevet større end Socialdemokraterne (noget som Dansk Folkeparti ikke nødvendigvis har været på noget tidspunkt).

Noget tyder altså på, at YouGov målingerne altså kom bredt ud i medielandskabet, fordi de viste et chokerende (eller om man vil historiske) mønster. Et mønster der imidlertid ikke var retvisende.

En uheldig dynamik

De problematiske målinger tegner billedet af en uheldig dynamik mellem medierne på den ene side og meningsmålingsinstitutterne på den anden.

Journalister er interesserede i interessante historier. Interessante historier bliver læst (eller får ”clicks”) og giver opmærksomhed hos redaktøren. Dertil kommer at journalistens etos også foreskriver at lede efter interessante historier – i de klassiske nyhedskriterier finder vi således både aktualitet og væsentlighed, der om noget må være det der skaber interesse.

Problemet er imidlertid, at de mest interessante meningsmålinger oftest vil være de mindst rigtige.

Når man laver en meningsmåling, spørger man således et større antal danskere om, hvad de ville stemme i morgen. Ved hjælp af forskellige teknikker forsøger man at mindske sandsynligheden for at, man får en skæv stikprøve, men nogle gange vil det gå galt. Man vil – tilfældigvis – få lidt flere der stemmer Dansk Folkeparti, eller lidt færre, der stemmer Socialdemokraterne, end hvad der er tilfældet blandt danskerne generelt. Og det vil som oftest være i disse tilfælde, at man kommer med et overraskende resultat. Som eksempelvis målingen, der sender Socialdemokratiet væsentligt lavere end målingen sidste uge, eller målingen der pludseligt placerer de Konservative under spærregrænsen.

Når man som journalist læser bemeldte overraskende målinger, er det klart at man har lyst til at bringe en historie om den. De er jo interessante! Men desværre vil de sjældent være retvisende.

En anden uheldig konsekvens er, at det kan give institutterne nogle uhensigtsmæssige incitamenter. Målingerne fungerer som en reklamesøjle for  de enkelte institutter. Derfor er det ekstra problematisk, at de mest afvigende målinger er dem, der får mest omtale. Det kan give nemlig institutterne incitament til at lave dårlige målinger. Vi tror på, at de fleste institutter er interesseret i at gøre et hæderligt arbejde. Men der kan være et krydspres mellem professionelle og kommercielle interesser.  

Det er ikke sikkert, at et institut har grund til at stoppe og spørge sig selv: hov, gør vi noget galt?

Hvad skal medierne gøre ved det?

Det egentlige ansvar ligger hos medierne, der vælger at ignorere, hvad de udmærket ved af hensyn til den gode nyhed. En del politikere vælger ikke at kommentere på meningsmålinger. Det gælder især, hvis det går dårligt for deres parti.  Det samme skal ikke gælde for medier. Men de journalister, der formidler meningsmålinger, skal huske, at en meningsmåling også er en kilde.  Og hvis der er noget journalister lægger vægt på – udover at finde interessante historier – så er det kildekritik.

I stedet for udelukkende at tænke på, hvad der giver en interessant historie, burde medierne holde vejret et øjeblik og forholde sig kritisk til den seneste måling. Kan det virkelig være rigtigt at Socialdemokraternes opbakning er dykket så meget siden sidste uge? Er der andre målinger, der viser et lignende mønster? Hvor ligger det pågældende instituts målinger normalt i forhold til de andre?