Hvorfor er meningsmålinger så omskiftelige?

Alle politiske meningsmålinger forsøger at fortælle os det samme: hvad ville danskerne stemme hvis der var Folketingsvalg i morgen? Alligevel er der ikke to målinger der er ens.

Ja, selv målinger der offentliggøres samme dag, kan give vidt forskellige resultater. Senest viste en Epinion måling og en Megafon måling at de Konservative gik henholdsvis frem og tilbage.

Det kan umiddelbart virke forvirrende. Men der er tre gode grunde til at forskellige målinger peger i forskellige retninger.

Vælgerne skifter mening

Først og fremmest kan vælgerne skifte mening. Det gør de faktisk relativt ofte. Omkring en tredjedel af vælgerne stemte således på et andet parti ved Folketingsvalget i 2011 end de gjorde ved valget i 2007. En andel der har været nogenlunde konstant ved de sidste par valg. 

Meget tyder derudover på at vælgerne er ekstra omskiftelige mellem valgene. En opgørelse foretaget af Politiken, viste således at hver gang 150 mennesker ændrer mening mellem valgene, er det kun hundrede af dem der ender med at stemme på et andet parti (Sigge Winther Nielsen, Politiken, 31/3 2013). Et fænomen man også kender fra amerikanske valg.

Når en meningsmåling viser, at et parti går frem kan det altså – ikke overraskende – betyde, at der er flere, der ville stemme på det parti. Det betyder imidlertid ikke, at de nødvendigvis vil stemme sådan til valget.

Statistisk usikkerhed

De fleste ved nok, at der er statistik usikkerhed på en meningsmåling – men er måske også lidt uklar på hvad det konkret betyder.

Grundlæggende handler statistisk usikkerhed om at der er en forudsigelig tilfældighed i meningsmålinger. Tilfældighed, idet vi bliver nødt til at udvælge et mindre udsnit af danskerne, hvilket implicerer at vi kan komme til at spørge et skævt udsnit. Et udsnit med for mange konservative, eksempelvis. Forudsigeligt, da vi kan bruge teoremer fra statistikkens verden til at udregne, hvor sandsynligt det er, at vi får et skævt udsnit.

Det er den samme forudsigelige tilfældighed der er i en terning. Hvis vi slår 60 gange med en terning kan vi ikke være sikre på at få 10 seksere (en sjettedel) – men vi kan på den anden side være rimelig sikrer på, at vi ikke kun får én eller to. På samme måde kan vi ikke være sikker på at vi får præcis den samme andel af konservative når vi udvælger 1000 tilfældige danskere, som hvis vi udvalgte dem alle. Men vi kan være rimelig sikker på, at vores resultat ikke vil være langt fra.

Den statistiske usikkerhed er (blandt andet), det der gør at to målinger, der er foretaget på samme tid, kan pege i forskellige retninger. Jævnfør Epinion og Megafons forskellige resultater for så vidt angår de Konservative.  Epinion – der fandt konservativ tilbagegang – kan således have fået lidt for få konservative i deres udsnit af danskere, og Megafon – der fandt konservativ fremgang – kan have fået lidt for mange konservative.

Institutternes forskellige metoder

Endelig kan meningsmålinger variere fordi institutternes bruger forskellige metoder til at sikre repræsentativitet. Institutterne har således forskellige teknikker til at udvælge respondenter, forskellige måder at interviewe respondenterne på (typisk over nettet, via telefon eller en blanding) og forskellige måder at vægte deres respondenter på.

Disse forskellige metoder kan resulterer i nogle systematiske skævheder. Vi har tidligere dokumenteret at YouGovs systematisk skød Socialdemokraterne under de andre institutter.

Det kan være svært at vide hvilket institut, der rent faktisk rammer rigtigt, da vi ikke kender danskernes faktiske stemmeadfærd. Det bedste vi kan gøre er at se på, hvor gode institutterne var på at ramme valgresultatet. Noget vi også tager højde for i vores bud på hvordan danskerne stemmer – vox populi.

Hvad betyder mest?

Det kan være svært at sige hvilke af de tre faktorer, der betyder mest, da den relative forklaringskraft vil være forskellig over tid, og på tværs af de forskellige partier (læs eksempelvis dette udemærkede indlæg omkring hvorfor den statistiske usikkerhed vil være større for større partier).

For alligevel at give læseren en idé om forholdet mellem de forskellige kilder til variation, kan vi se på Socialdemokraternes målinger siden starten af året – et sæt meningsmålinger politisk kompas har gået i dybden med tidligere.

I alt har Socialdemokraternes målinger en standardafvigelse på 1,8 pct. point. Hvor en standardafvigelse er en klassisk måde at måle variation (den udregnes ved at tage kvadratroden til summen af de kvadrede afstande til gennemsnittet).  Af denne variation udgør

Statistisk usikkerhed ca. 66 pct.

Man kan relativt let udregne hvor meget af variationen i Socialdemokraternes meningsmålinger, som skyldes statistisk usikkerhed. Det kræver kun, at vi kender antallet, som er spurgt i den enkelte måling. Ud fra dette kan vi se at den statistiske usikkerhed på Socialdemokraternes målinger svarer til en standardafvigelse på omkring 1,2 pct. point. Altså kan vi tilskrive (1,2/1,8=) 66 pct. af variationen i meningsmålingerne til den statistiske usikkerhed.

Institutternes metoder ca. 16 pct.

For at finde andelen af variation i meningsmålingerne, der skyldes institutternes forskellige metoder så vi på forskellen mellem (1) variationen omkring det samlede gennemsnit (de 1,8 pct. point) og (2) afvigelsen omkring en række institut-specifikke gennemsnit. Vi så således på variationen i meningsmålinger fra henholdsvis YouGov, Epinion, Voxmeter og så videre hver for sig.  Det giver en forskel på 0,3, hvilket implicerer, at institutternes metoder forklarer 0,3 procent points af variationen i Socialdemokraternes meningsmålinger. Det svarer til (0,3/1,8)=16,5 pct. af den samlede variation.

Vælgernes holdningsskift ca. 16 pct.

For at finde andelen af variationen i meningsmålingerne der skyldes at vælgerne skifter mening, ser vi på, hvor meget Socialdemokraternes opbakning har ændret sig over tid. Vi kan bruge effekten af tid til at måle holdningsskift, da præferencer, såfremt de ændrer sig, ændrer sig over tid. 20 pct. af danskerne kan således ikke støtte Socialdemokraterne samtidig med at 15 pct. af danskerne støtter Socialdemokraterne.  Samtidig ændrer de to andre faktorer, den statistiske usikkerhed og institutternes målemetoder, sig ikke over tid. Tiden kan forklarer de sidste 0,3 procent point af variationen i målingerne. Omtrent det samme som institutternes forskellige metoder – altså 16,5 pct. af den samlede variation.

Og hvad så?

Opsummerende kan vi altså sige, at hvis en måling i morgen viser at Socialdemokraterne går én procent frem, så er det overvejende sandsynligt at det skyldes statistisk usikkerhed eller instituttets målemetoder – og en rimelig begrænset sandsynlighed for at flere danskere rent faktisk ville stemme på Socialdemokraterne.  

Medier og Meningsmålinger

Sidste uge beskrev vi hvordan meningsmålinger fra YouGov havde skudt Socialdemokraterne væsentligt lavere end de andre meningsmålingsinstitutter.

I dag følger vi op. For historien om YouGovs målinger er ikke bare en historie om tvivlsomme meningsmålinger. Det er i lige så høj grad en historie om hvordan disse målinger blev blæst op af medierne. Og hvad det siger mere generelt om forholdet mellem meningsmålingsinstitutterne, medierne og vælgerne.

Målingerne og medierne

YouGov laver målinger for Metroxpress. At YouGovs målinger blev bragt i Metroxpress er derfor ikke overraskende. Imidlertid blev resultatet af de ekstreme målinger ofte også bragt i andre medier (se fx her og her).

For at finde ud af hvor udbredt denne tendens var, foretog vi en gennemgang af hvor mange gange Yougovs målinger var blevet citeret på henholdsvis www.b.dk og www.pol.dk siden starten af året. For at have et sammenligningsgrundlag undersøgte vi også hvor ofte et andet institut – Voxmeter – blev nævnt i medierne. I modsætning til YouGov har der i løbet af de sidste fem måneder ikke været nogen nævneværdig systematik i Voxmeters målinger. Nogle gange skød de lidt over de andre institutter, nogle gange lidt under.

YouGov har i årets første fem måneder lavet ni målinger. Voxmeter har lavet dobbelt så mange. På trods af dette er YouGovs målinger blevet citeret i alt 12 gange, hvorimod Voxmeters kun er citeret fem gange på b.dk og pol.dk.  Med lidt hovedregning giver det 1,3 citationer per måling for YouGov og 0,3 citationer per måling for Voxmeter.

YouGov målingerne havde altså relativ stor gennemslagskraft i medielandskabet. Selvom det kan være svært at afgøre ud fra vores simple opgørelse, hvorfor de slog mere igennem end Voxmeters målinger, så tyder noget på, at det ikke var på trods af målingernes afvigende karakter, at de blev valgt til. Tværtimod.  

Fælles for alle historierne er således, at de slår på, hvor historisk dårlig den pågældende måling er for Socialdemokraterne, eller hvor historisk det er, at Dansk Folkeparti er blevet større end Socialdemokraterne (noget som Dansk Folkeparti ikke nødvendigvis har været på noget tidspunkt).

Noget tyder altså på, at YouGov målingerne altså kom bredt ud i medielandskabet, fordi de viste et chokerende (eller om man vil historiske) mønster. Et mønster der imidlertid ikke var retvisende.

En uheldig dynamik

De problematiske målinger tegner billedet af en uheldig dynamik mellem medierne på den ene side og meningsmålingsinstitutterne på den anden.

Journalister er interesserede i interessante historier. Interessante historier bliver læst (eller får ”clicks”) og giver opmærksomhed hos redaktøren. Dertil kommer at journalistens etos også foreskriver at lede efter interessante historier – i de klassiske nyhedskriterier finder vi således både aktualitet og væsentlighed, der om noget må være det der skaber interesse.

Problemet er imidlertid, at de mest interessante meningsmålinger oftest vil være de mindst rigtige.

Når man laver en meningsmåling, spørger man således et større antal danskere om, hvad de ville stemme i morgen. Ved hjælp af forskellige teknikker forsøger man at mindske sandsynligheden for at, man får en skæv stikprøve, men nogle gange vil det gå galt. Man vil – tilfældigvis – få lidt flere der stemmer Dansk Folkeparti, eller lidt færre, der stemmer Socialdemokraterne, end hvad der er tilfældet blandt danskerne generelt. Og det vil som oftest være i disse tilfælde, at man kommer med et overraskende resultat. Som eksempelvis målingen, der sender Socialdemokratiet væsentligt lavere end målingen sidste uge, eller målingen der pludseligt placerer de Konservative under spærregrænsen.

Når man som journalist læser bemeldte overraskende målinger, er det klart at man har lyst til at bringe en historie om den. De er jo interessante! Men desværre vil de sjældent være retvisende.

En anden uheldig konsekvens er, at det kan give institutterne nogle uhensigtsmæssige incitamenter. Målingerne fungerer som en reklamesøjle for  de enkelte institutter. Derfor er det ekstra problematisk, at de mest afvigende målinger er dem, der får mest omtale. Det kan give nemlig institutterne incitament til at lave dårlige målinger. Vi tror på, at de fleste institutter er interesseret i at gøre et hæderligt arbejde. Men der kan være et krydspres mellem professionelle og kommercielle interesser.  

Det er ikke sikkert, at et institut har grund til at stoppe og spørge sig selv: hov, gør vi noget galt?

Hvad skal medierne gøre ved det?

Det egentlige ansvar ligger hos medierne, der vælger at ignorere, hvad de udmærket ved af hensyn til den gode nyhed. En del politikere vælger ikke at kommentere på meningsmålinger. Det gælder især, hvis det går dårligt for deres parti.  Det samme skal ikke gælde for medier. Men de journalister, der formidler meningsmålinger, skal huske, at en meningsmåling også er en kilde.  Og hvis der er noget journalister lægger vægt på – udover at finde interessante historier – så er det kildekritik.

I stedet for udelukkende at tænke på, hvad der giver en interessant historie, burde medierne holde vejret et øjeblik og forholde sig kritisk til den seneste måling. Kan det virkelig være rigtigt at Socialdemokraternes opbakning er dykket så meget siden sidste uge? Er der andre målinger, der viser et lignende mønster? Hvor ligger det pågældende instituts målinger normalt i forhold til de andre?

Ved du, hvad en handlet kvinde er?

Synes 1 ud af 7 danske mænd, at moderne slavehandel er i orden? Det synes at være konklusion i en aktuel historie, der onsdag blandt andet var i Politiken. 15 pct. af 3.710 mænd i en repræsentativ undersøgelse foretaget af Rambøll for Ligestillingsministeriet svarer, at de er 'uenige' eller 'helt uenige' i, at det er forkert at købe sex af en handlet kvinde (se rapporten her – opgørelsen er på side 35).

Menneskehandel er afskyeligt. Det er, som Manu Sareen siger i artiklen fra Politiken, slavehandel. Bagmændene (og –kvinderne) skal straffes hårdt. Køber man sex af handlede kvinder, understøtter man mennesker, der lever af at misbruge andre på grov vis. Det er nærmest så forkert, som det kan blive. Ingen tvivl om det! Men kan det virkeligt passe, at 15 pct. af danske mænd er direkte uenige i det synspunkt, samt at lige så mange (16 pct.), hverken er enige eller uenige i, at det er forkert?

På Politisk kompas er vi skeptiske over for dette. Problemet er det udsagn, man har skullet forholde sig til: 'Det er forkert at købe sex af en handlet kvinde'. Et ordentligt svar på dette spørgsmål forudsætter, at man ved, hvad en handlet kvinde er. Uden at vi har undersøgt det selv, tillader vi os at tvivle på, at det er alle, der er spurgt, der nødvendigvis forbinder dette med menneskehandel. Kunne der være en enkelt, uden indgående kendskab til prostitution og kvindehandel, der blot har haft den tanke, at en handlet kvinde er synonymt med en prostitueret?

Hvad rapporten også viser

Det kunne have været interessant at se svarfordelingen, hvis man først havde forklaret, hvad begrebet 'handlet kvinde' dækker over. I undersøgelsen har man lavet et såkaldt surveyeksperiment – noget der er klart forbilledligt. Det vil sige, at der er en anden gruppe af deltagere, der har fået en historie om en handlet kvinde inden, de skulle forholde sig til holdninger om prostitution (se side 39 i rapporten). De personer, hvis svarfordeling er brugt i Politikens og Ligestillingsministeriets tal, har ikke fået denne historie først.

Man kan diskutere, om den historie, der er brugt, overhovedet er eksplicit nok i forhold til at forklare, hvad en handlet kvinde er og hvilke forhold, de lever under. Men den flytter stadig holdninger. Den generelle accept af at købe sex af prostituerede overhovedet ændrer sig fra 61 pct. til 40 pct., når mændene i undersøgelsen har læst historien først. Desværre viser rapporten ikke ændringer for holdningen til at købe sex af handlede kvinder. Gad vide, hvor meget den holdning rykker sig?

Historien bag de historiske målinger

*Indlægget er redigeret den 14. august 2013.

2013 har været hårdt for Socialdemokraterne (se ugens graf). Der har (næsten) ikke været en uge uden en historisk dårlig meningsmåling (se bare her, her og her). Ja, flere målinger har givet dem den dårligste opbakning i over hundrede år (og det er ikke engang en overdrivelse). Det her er dog ikke (endnu) en historie, om de hårde tider Socialdemokratiet, fortjent eller ufortjent, gennemgår i øjeblikket. I stedet er det en historie om meningsmålinger.

For mange af de værste målinger har en ting til fælles. De var alle foretaget af det samme institut, YouGov. Et meningsmålingsinstitut, der har fået for vane at skyde Socialdemokraternes opbakning lige lovlig lavt.

 

YouGov it wrong

Vi har registreret 49 målinger foretaget af 7 forskellige institutter fra 8. januar og frem til 11. juni. På tværs af disse målinger er der en klar tendens til, at Socialdemokraterne har en lavere tilslutning, når YouGov er afsender.

I YouGovs 10 målinger får Socialdemokraterne i gennemsnit 17,2 pct., mens de får 18,7 pct. når man lægger de andre 39 målinger sammen. Altså en forskel på 1,5 procent af stemmerne. Cirka 3 mandater og mere end hvad der afgjorde valget i 2011.

Der er altid en statistisk usikkerhed, når det kommer til meningsmålinger. Så kan forskellen bare skyldes, at YouGov tilfældigvis har fået fat i lidt færre socialdemokratiske vælgere? Måske, men det er meget usandsynligt.  Der er således blevet spurgt virkelig mange, når vi lægger alle meningsmålingerne sammen. Sandsynligheden for den observerede afvigelse er mindre end 1 til 20.000. Der er større chance for at slå krone 14 gange i træk, hvis du slår plat og krone. Prøv selv. Det sker ikke ret tit.

Hvem skal Socialdemokraterne så lytte til?

Et oplagt alternativ til YouGov er politisk kompas’ Vox Populi. Det er vores bud på, hvordan danskerne ville stemme, hvis der var valg i morgen. Det er grundlæggende et vægtet gennemsnit af en række meningsmålinger, der tager højde for, hvor lang tid siden en måling er blevet offentliggjort, hvor mange der er spurgt, og hvor gode det pågældende institut var til at forudsige valgresultatet i 2011.

Her vurderer vi Socialdemokraternes nuværende opbakning til at være 17,7 pct. Det er 2,7 procentpoint højere, end hvad YouGov gav dem i deres måling den 3/6 2013.

Momentums undersøgelse sammenligner pærer og æbler

Gæsteindlæg af Jonas Hedegaard Hansen

Mediernes opvarmning til efterårets kommunalvalg er for alvor kommet i gang. Tirsdagens forsidehistorie i Politiken handlede om problemet med, at efterkommere stemmer mindre end deres forældre. Og i hele ugen kører DR en række historier i radio, på TV og på web med kommunalpolitiske vinkler som opvarmning til deres dækning af Folkemødet 2013, som starter på torsdag. Flere af DRs historier handler om unges (manglende) interesse i kommunalpolitik, og i morgenens radioaviser var én af historierne, at danskerne generelt og unge især ikke ”tænder på kommunalpolitik”. Radioen har taget historien op fra KLs Momentum.

Momentums undersøgelse, som er foretaget af Voxmeter, er imidlertid udfordret af det problem, som i folkemunde hedder ’at sammenligne pærer og æbler’ (eller bananer). Det problematiske er især omkring, hvor mange der ’forventer at stemme til folketingsvalg/kommunalvalg’. Her skal man særligt være opmærksom på de to spørgsmål, der danner baggrund for opgørelsen. De er som følger (egen fremhævning):

                 1.      ”Hvis der var folketingsvalg i morgen, ville du så stemme”?

                 2.      ”Forventer du at stemme til regions- og kommunalvalget den 19. november 2013”?

For det første

Det første problem er, at de to spørgsmål ikke er direkte sammenlignelige. Der bliver simpelthen spurgt om to forskellige ting. I spørgsmål 1 spørges der til et hypotetisk valg til Folketinget, som finder sted i morgen. I spørgsmål 2 spørges der til et konkret valg, der finder sted til november.

Hvis spørgsmålene skulle kunne sammenlignes på fair vis, burde én af formuleringerne ændres. Det kunne man konkret gøre ved at ændre spørgsmål 1 til: ’Forventer du at stemme til det næste folketingsvalg, som finder sted senest d. 15. september 2015?’. Eller man kunne have ændret spørgsmål 2 til: ’Hvis der var kommunalvalg i morgen, ville du så stemme?’.

For det andet

Det andet problem er selve fremstillingen af data. Hvis vi for en kort stund accepterer, at de to spørgsmål faktisk på fair vis kan opstilles i samme figur, er det op til fortolkning, hvem man tæller med i den andel, der ’forventer at stemme’. Momentum – og Radioavisen i sin gengivelse – vælger at medtage dem, der svarer, ”ja, helt sikkert”. Det vil sige, at 84 procent vil stemme til morgendagens hypotetiske FT-valget, mens 61 procent vil stemme til regions- og kommunalvalget til november. Men Radioavisen/Momentum kunne også have valgt i sin vinkling at medtage dem, der svarer, ”ja, sandsynligvis”. I så fald ville det være 93 procent til Folketingsvalget og 83 procent til Regions- og Kommunalvalget. Så er forskellen pludselig noget mindre. (Og når nu du spørger, så er svaret: Ja, jeg mener, at det er mere retvisende at medtage ’ja, sandsynligvis’-svar i udlægningen af undersøgelsen der grundlæggende går på den forventede valgprocent.)

For det tredje

Og hermed er vi fremme ved det tredje problem. Kan vi overhovedet bruge sådanne spørgeskemaundersøgelser til at sige noget om den forventede valgprocent? Eller formuleret anderledes: Kan vi stole på, at folk der siger, at de har tænkt sig at stemme, faktisk også stemmer? Et spørgsmål Politisk kompas har berørt tidligere. Det korte svar er nej!

Naturligvis vil mange af dem, der siger, at de stemmer, faktisk stemme. Valgdeltagelsen i Danmark er så høj, at det giver sig selv. Men forskningen viser, at der er en klar overrapportering i surveys, når det kommer til stemmeafgivelse. En bredt citeret artikel af Karp & Brockington (2005) konkluderer, at der er signifikant overrapportering i hvert fald i Storbritannien, New Zealand, Norge, Sverige og USA. Yderligere peger de på, at tendensen er større i de lande, hvor valgdeltagelsen er højest, idet normen om at stemme står stærkere der.

Man kan på den måde sige, at det sociale pres (også kaldet social desirability-effekten) for at svare, at man stemmer, er særlig stærk i lande, hvor valgdeltagelsen er høj. Det gælder også i Danmark, hvilket blandt andet kan læses af afsnit 5 om valgdeltagelse i Strukturkommissionens betænkning. I øvrigt er der indikationer af, at dem, der oftest ’lyver’ er borgere, der interesserer sig for politik. Det vil sige folk som på den måde ’minder’ om vælgerne og formentlig godt ved, at der er en forventning om, at de stemmer.

Alt i alt

Voxmeter/Momentums undersøgelse er ud fra substantielle metodiske årsager problematisk. Til gengæld viser registeranalyser fra valget i 2009, at der faktisk er et problem med eksempelvis unges valgdeltagelse. Så der er intet af udsætte på artiklens problematik eller de udtalelser professor Ulrik Kiærs giver. Men talgrundlaget burde være bedre.

Christian Eriksens sans for politik

Grundlovsdag spillede det danske fodboldlandshold mod Georgien. Danmark vandt, og sejren blev sikret kort før tid. Matchvinderen blev Christian Eriksen, der scorede et smukt mål direkte på frispark. Efter kampen udtalte han til Ritzau:

"Jeg har været lidt uheldig indtil videre med mine frispark. I dag vil jeg ikke sige, at jeg var heldig, men god"

Selvom at (de fleste) politikere ikke scorer mange frisparksmål, så har udtalelsen en særlig form. En form man kender fra politik.

"Credit claiming" og "blame avoidance"

Christian Eriksens udtalelse er et eksempel på det man I statskundskaben kalder credit claiming og blame avoidance. Det dækker grundlæggende over, at man tager æren for noget, når det går godt, men skyder skylden fra sig, når det går dårligt. En opdateret udgave af det danske udtryk ”Sejren har mange fædre – nederlaget er forældreløst”.

Da Christian Eriksen ikke havde scoret var han uheldig, men da han scorede var han god.

Når det går godt, er det altså Christian Eriksens skyld, når det ikke gør, er forklaringen pludselig en anden. Så er det bare lidt uheld, der spiller ind. Man kunne ellers foranlediges til at tro, at hvis han scorer, fordi han er god, må han også brænde, fordi han er dårlig.

Det er klassisk credit claiming og blame avoidance. Når tingene går vores vej, tilskriver vi det os selv. Vi tager æren for det. Når det går den anden vej, skyder vi skylden på nogle andre. Eller vi gør som Christian Eriksen og skyder skylden på Fortuna.

Blame avoidance og credit claiming foregår hele tiden i politik. Bare se på Helle Thorning-Schmidt, der i sin grundlovstale begrundede upopulære beslutninger med, at "virkeligheden krævede det". Eller tidligere minister Birthe Rønn Hornbech, der ikke ligefrem er vild efter at tage ansvar for sagen om statsborgerskab til statsløse. Blame avoidance at it’s finest.

Er de bare helt til grin?

Det er let at se tendenser i retning af credit claiming og blame avoidance som en usympatisk politisk rævekage. Men Christian Eriksens udtalelse viser, at disse tendenser synes at have mere uskyldige omend dybere rødder.

Socialpsykologer taler således om at mennesket lider af et fundamentalt attributionsproblem. Vi er notorisk dårlige til at vurdere skyldsspørgsmål. Også når vi selv er indblandet. Læseren kender det måske fra sig selv.

Politisk kompas' skribenter har i hvert fald prøvet at være til eksaminer, der gik godt, fordi vi er dygtige, og eksaminer der gik dårligt, fordi censor tydeligvis var urimelig.

Og hvad så med Christian Eriksen?

Selvom det virker som om, at Christian Eriksen er ude at svømme lidt med det, han siger, har han også en pointe. Hvis en af skribenterne på politisk kompas blev sat til at sparke frispark, ville vi aldrig score. På den vis har Christian Eriksen ret i, at han scorer, fordi han er god. Han scorer ikke hver gang, men sandsynligheden for, at han gør, er større end for de fleste andre. 

Er det virkelig kun 56 pct. af unge, der stemmer ved valgene?

Ugebrevet A4 bringer mandag en artikel om, at unge er 'politisk dovne'. Hos Politisk kompas synes vi, at det er fint, at der bliver sat fokus på unges politiske deltagelse, og en af os er da også blevet interviewet i forbindelse med historien.

Desværre er historien ikke blevet så god, som den kunne have været.

A4 rapporterer, at kun 56 pct. af de danske unge har stemt ved et valg inden for de seneste tre år – lige omkring det europæiske gennemsnit. De bygger deres historie på tal fra en rapport, der har Europa-Kommissionen som ophav. Men tallet er imidlertid lige lovlig lavt.

Man får svar fra dem, man spørger

Problemet ligger i, hvem der er spurgt. Deltagerne i undersøgelsen er nemlig imellem 15 og 30 år, og er blevet spurgt i april 2013 – mere end halvandet år efter, at der senest var valg. Det vil sige, at respondenter over 19 år  ikke var gamle nok til at deltage ved det seneste valg. I de figurer hvor de forskellige lande sammenlignes, er der dog ikke taget højde for dette. 

Deltagerne i undersøgelsen har imidlertid fået muligheden for at skelne mellem om de valgte ikke at stemme ved sidste valg, eller om de simpelt hen ikke måtte stemme. Vi kan altså udregne hvor mange af de danske unge med stemmeret, der rent faktisk gjorde brug af den.

For at gøre dette, tager vi udgangspunkt i en underrapport  Her kan man se, at 37 pct. af de adspurgte unge ikke var gamle nok til at stemme ved det seneste valg. Det efterlader 7 pct., der kunne stemme men valgte ikke at gøre det, og 56 pct., der valgte at stemme.

Det vil sige, at ud af de stemmeberettigede i undersøgelsen var det (56/63=) 89 pct. der stemte.

Det er et noget større tal  end de 56 pct., A4 skriver.

Er det virkelig hele 89 pct. af unge, der stemmer ved valgene?

56 pct. lød af lidt. Men omvendt lyder 89 pct. af meget.

Inden for de seneste tre år har der kun været et enkelt valg, nemlig folketingsvalget i 2011. En valgdeltagelse på 89 pct. ligger en smule over valgdeltagelsen i 2011, der lå på 87,7.  Meget forskning har imidlertid vist, at unge stemmer mindre end andre aldersgrupper.  Noget tyder altså på, at andelen, der i undersøgelsen siger, at de har stemt, ligger højere end den andel, der har stemt i virkeligheden.

Der kan der imidlertid være nogle gode forklaringer på. Generelt vil folk, der stemmer, være mere tilbøjelige til at deltage i undersøgelser som denne. Og folk har det med at svare det "socialt acceptable". I forhold til valgdeltagelse vil det sige, at man siger, at man har stemt, selv om det ikke helt passer.

En kort disclaimer – og et forsvar af A4

Da Jens Olav (den ene halvdel af politisk kompas) blev interviewet til A4's historie, gjorde han opmærksom på, at der var problemer med de 56 pct., der fremgår af rapporten. Han havde derfor ikke lyst til at udtale sig om det tal. I stedet fokuserede han på, hvor mange unge der ville overveje at stille op til et valg engang i deres liv. Det er et tal, vi hos Politisk kompas ikke har samme forbehold over for. Her ligger Danmark med 12 pct. nær den absolutte bund i Europa. Ikke at det nødvendigvis er et problem, hvilket også fremgår af artiklen.

Derudover ville Jens Olav også gerne udtale sig, om unges valgdeltagelse ved kommunalvalgene. Her har vi nemlig meget valide data fra 44 kommuner i 2009. Her kan vi se at unge deltager meget mindre end andre aldersgruppers, jf. figuren nedenfor.  

I det lys er det en vigtig historie A4 laver. Vi undrer os over, at der i den oprindelige rapport ikke er korrigeret for hvem, der havde stemmeret. Det er lidt ærgerligt, at en ellers seriøs artikel om et vigtigt emne på den måde kommer til at publicere nogle tal, der er så misvisende.

Valgdeltagelse ved kommunalvalget i 2009 på tværs af køn og alder
Kilde: Kasper M. Hansen og Yosef Bhatti,

Hvorfor Distortion er lidt ligesom gadebelysning

Hvis man bor i København, har det været svært at overse, at der har været Distortion i det meste af denne uge. Festivalen er en folkelig succes, men det er alligevel usikkert, om den vil kunne få samme format og omfang næste år.

Distortion har budgetteret med, at der sælges 14.000 gadearmbånd til 100 kroner stykket for at dække udgifter til oprydning og lignende. Lørdag kunne man imidlertid læse, at der kun er solgt 6.000. Bliver der ikke solgt flere, er folkene bag Distortion nødt til at skære en af de tre gadefester fra næste år.

Jeg var selv til gadefest på Nørrebro i onsdags sammen med omkring 120.000 andre. Når jeg så mig omkring, lignede de fleste nogen, der syntes, at festen var mindst 100 kroner værd. Når man på bare en aften kan samle 120.000 mennesker, hvoraf de fleste sikkert synes, at festen er mere end 100 kroner værd, så skulle det da være en smal sag at få bare 14.000 (cirka 1 ud af 8) til at hoste op med en hundredekroneseddel. Så hvad er der gået galt?

Distortion er et offentligt gode

Udfordringen for folkene bag Distortion er, at de udbyder det, man kan kalde et offentligt gode. Nogle vil sikkert vægre sig ved at kalde Distortion et gode, men i økonomiske termer er det, i hvert fald for de deltagende, hvad det er.

Et offentligt gode er et, som man ikke kan afholde folk fra at nyde godt af, så længe det eksisterer, og som ikke bliver mindre værd for mig af, at du også bruger det. Lad os se på et eksempel.

Forestil dig, at du bor på en vej med gadebelysning. Her vil gadebelysningen være et offentligt gode. Så længe gadelyset er der, kan du ikke afholde din nabo fra også at nyde godt at det. Men det gør heller ikke så meget, fordi gadelyset bliver ikke mindre værd for dig, bare fordi din nabo bruger det.

Problemet opstår, når det offentlige gode skal leveres. Selvom en gruppe mennesker samlet set har fordel af, at det offentlige gode bliver leveret, så vil den enkelte helst have, at de andre i gruppen leverer det offentlige gode, mens den enkelte undlader at bidrage til det. Den enkelte er således fristet til at være en free-rider og nyde det offentlige gode på lige fod med de andre, og så lade de andre være nogle suckers, der betaler for gildet.  Resultatet bliver at det offentlige gode ikke (eller kun delvist) leveres, og ingen får således glæde af godet.

For at vende tilbage til gadebelysningen, så har du selvfølgelig interesse i at kunne finde din egen hoveddør efter solnedgang. Men på den anden side så ville du gerne slippe for at betale for vedligeholdelse og elektricitet til dine gadelygter. Problemet er bare, at det samme tænker dine naboer. Og før I ved af det, er alle gadelygterne gået ud, og ingen tør skifte dem af frygt for at blive en sucker.

Det er det samme med Distortion. Jeg kan nyde festen sammen med alle andre uanset, om jeg betaler til den eller ej. Altså hvis bare alle de andre betaler. Så hvorfor ikke tage af sted, og være en free-rider, der ikke betaler. Så kan jeg lade 14.000 andre være nogle suckers og hoste op med 100 kroner, som de kunne have brugt på øl. Der er sikkert mange, der synes, at det er en kedelig måde at argumentere på. Især de 6.000 suckers, der har betalt. Men det er ikke desto mindre, hvad der sker. Alene på Nørrebro var der omkring 114.000 free-ridere onsdag aften.

Don’t be a free-rider, be a sucker!

Desværre kan det gå med Distortion som med mange andre offentlige goder. Fordi alt for mange synes, at det er bedst at tage en gratis tur, er der ikke nok tilbage til at levere det offentlige gode. Forskning i offentlige goder peger endvidere på at problemet kun bliver større, når de der var suckers i år finder ud af, at de er en minoritet.

Hvad kan folkene bag Distortion gøre ved det?

De kunne gøre Distortion til at privat gode, ved at tage entré til gadefesterne. Det virker imidlertid svært, givet den måde arrangementet er udformet i dag. Skal man så betale penge for at gå ned ad Nørrebrogade under Distortion til næste år? Og hvad med dem, der bor på en gade, der er vært for Distortion. Skal de betale for at komme til og fra deres hjem?

Et alternativ er at gøre det mere synligt, hvem der betaler og bidrager til det offentlige gode og gøre noget for at fremme en norm om, at det er dårlig stil ikke at betale (som de også forsøgte at gøre sidste år). De kunne også udvide vinduet for, hvornår der kan købes armbånd og måske gøre mere for at markedsføre det.

Disse løsninger ændrer bare ikke rigtigt det grundlæggende problem ved at levere et offentligt gode.

Heldigvis for Distortion er de ikke de første, der støder ind i et sådan problem. En stor litteratur i krydsfeltet mellem statskundskab og økonomi beskæftiger sig netop med, hvordan man kan opbygge incitamentstrukturer, der imødegår disse problemer. Og fra politisk kompas side vil vi i hvert fald anbefale, at folkene bag Distortion kigger lidt på denne litteratur før næste års gadefester.

Og hvad så med mig? Var jeg en free-rider eller en sucker, da jeg var til Distortion? Tja, jeg så reklamerne for gadearmbåndene og tænkte, at der er nok 14.000 andre, der har lyst at købe sådan et. Så jeg var en free-rider. Indtil i dag! Man kan nemlig stadig nå at købe gadearmbånd. For 100 kroner kan jeg leve med at være en sucker og betale for lidt gadefest til alle free-riderne. Jeg har næppe reddet Distortion, men jeg synes, at jeg har gjort lidt. Hvis du også synes, at Distortion er rart, og du gerne vil til gadefester igen næste år, så køb dig et gadearmbånd her.