Hvorfor Distortion er lidt ligesom gadebelysning

Hvis man bor i København, har det været svært at overse, at der har været Distortion i det meste af denne uge. Festivalen er en folkelig succes, men det er alligevel usikkert, om den vil kunne få samme format og omfang næste år.

Distortion har budgetteret med, at der sælges 14.000 gadearmbånd til 100 kroner stykket for at dække udgifter til oprydning og lignende. Lørdag kunne man imidlertid læse, at der kun er solgt 6.000. Bliver der ikke solgt flere, er folkene bag Distortion nødt til at skære en af de tre gadefester fra næste år.

Jeg var selv til gadefest på Nørrebro i onsdags sammen med omkring 120.000 andre. Når jeg så mig omkring, lignede de fleste nogen, der syntes, at festen var mindst 100 kroner værd. Når man på bare en aften kan samle 120.000 mennesker, hvoraf de fleste sikkert synes, at festen er mere end 100 kroner værd, så skulle det da være en smal sag at få bare 14.000 (cirka 1 ud af 8) til at hoste op med en hundredekroneseddel. Så hvad er der gået galt?

Distortion er et offentligt gode

Udfordringen for folkene bag Distortion er, at de udbyder det, man kan kalde et offentligt gode. Nogle vil sikkert vægre sig ved at kalde Distortion et gode, men i økonomiske termer er det, i hvert fald for de deltagende, hvad det er.

Et offentligt gode er et, som man ikke kan afholde folk fra at nyde godt af, så længe det eksisterer, og som ikke bliver mindre værd for mig af, at du også bruger det. Lad os se på et eksempel.

Forestil dig, at du bor på en vej med gadebelysning. Her vil gadebelysningen være et offentligt gode. Så længe gadelyset er der, kan du ikke afholde din nabo fra også at nyde godt at det. Men det gør heller ikke så meget, fordi gadelyset bliver ikke mindre værd for dig, bare fordi din nabo bruger det.

Problemet opstår, når det offentlige gode skal leveres. Selvom en gruppe mennesker samlet set har fordel af, at det offentlige gode bliver leveret, så vil den enkelte helst have, at de andre i gruppen leverer det offentlige gode, mens den enkelte undlader at bidrage til det. Den enkelte er således fristet til at være en free-rider og nyde det offentlige gode på lige fod med de andre, og så lade de andre være nogle suckers, der betaler for gildet.  Resultatet bliver at det offentlige gode ikke (eller kun delvist) leveres, og ingen får således glæde af godet.

For at vende tilbage til gadebelysningen, så har du selvfølgelig interesse i at kunne finde din egen hoveddør efter solnedgang. Men på den anden side så ville du gerne slippe for at betale for vedligeholdelse og elektricitet til dine gadelygter. Problemet er bare, at det samme tænker dine naboer. Og før I ved af det, er alle gadelygterne gået ud, og ingen tør skifte dem af frygt for at blive en sucker.

Det er det samme med Distortion. Jeg kan nyde festen sammen med alle andre uanset, om jeg betaler til den eller ej. Altså hvis bare alle de andre betaler. Så hvorfor ikke tage af sted, og være en free-rider, der ikke betaler. Så kan jeg lade 14.000 andre være nogle suckers og hoste op med 100 kroner, som de kunne have brugt på øl. Der er sikkert mange, der synes, at det er en kedelig måde at argumentere på. Især de 6.000 suckers, der har betalt. Men det er ikke desto mindre, hvad der sker. Alene på Nørrebro var der omkring 114.000 free-ridere onsdag aften.

Don’t be a free-rider, be a sucker!

Desværre kan det gå med Distortion som med mange andre offentlige goder. Fordi alt for mange synes, at det er bedst at tage en gratis tur, er der ikke nok tilbage til at levere det offentlige gode. Forskning i offentlige goder peger endvidere på at problemet kun bliver større, når de der var suckers i år finder ud af, at de er en minoritet.

Hvad kan folkene bag Distortion gøre ved det?

De kunne gøre Distortion til at privat gode, ved at tage entré til gadefesterne. Det virker imidlertid svært, givet den måde arrangementet er udformet i dag. Skal man så betale penge for at gå ned ad Nørrebrogade under Distortion til næste år? Og hvad med dem, der bor på en gade, der er vært for Distortion. Skal de betale for at komme til og fra deres hjem?

Et alternativ er at gøre det mere synligt, hvem der betaler og bidrager til det offentlige gode og gøre noget for at fremme en norm om, at det er dårlig stil ikke at betale (som de også forsøgte at gøre sidste år). De kunne også udvide vinduet for, hvornår der kan købes armbånd og måske gøre mere for at markedsføre det.

Disse løsninger ændrer bare ikke rigtigt det grundlæggende problem ved at levere et offentligt gode.

Heldigvis for Distortion er de ikke de første, der støder ind i et sådan problem. En stor litteratur i krydsfeltet mellem statskundskab og økonomi beskæftiger sig netop med, hvordan man kan opbygge incitamentstrukturer, der imødegår disse problemer. Og fra politisk kompas side vil vi i hvert fald anbefale, at folkene bag Distortion kigger lidt på denne litteratur før næste års gadefester.

Og hvad så med mig? Var jeg en free-rider eller en sucker, da jeg var til Distortion? Tja, jeg så reklamerne for gadearmbåndene og tænkte, at der er nok 14.000 andre, der har lyst at købe sådan et. Så jeg var en free-rider. Indtil i dag! Man kan nemlig stadig nå at købe gadearmbånd. For 100 kroner kan jeg leve med at være en sucker og betale for lidt gadefest til alle free-riderne. Jeg har næppe reddet Distortion, men jeg synes, at jeg har gjort lidt. Hvis du også synes, at Distortion er rart, og du gerne vil til gadefester igen næste år, så køb dig et gadearmbånd her.