Formanden for Foreningen Nydansker, Torben Møller Hansen
(TMH), svarer i dag på vores kritik af deres undersøgelse omkring fritidsjobs
effekter på senere job og beskæftigelse. Svaret kan læses på Netudgaven,
som vi samarbejder med.
Vi sætter stor pris på at Foreningen Nydansker har læst med,
og på at de har taget sig tid til at svare på vores kritik. Svaret er oplysende
og afklarer nogle af de ting, som vi har sat spørgsmålstegn ved.
Alligevel vil vi gerne kort kommentere på nogle af de ting
som TMH anfører i sit svar.
For det første skriver TMH, at der er ”stor forskel på at tale om sammenhænge og om effekter, og
dette gør vi også opmærksom på i rapporten”. Alligevel består rapporten af en række overskrifter med
titlerne ”Effekter på X”, ligesom TMH selv sagde, at det giver afkast på den
lange bane at tage et fritidsjob.
Dernæst skriver TMH at ” vores pointe er, at tidlige
erhvervserfaringer øger sandsynligheden for at lykkes på arbejdsmarkedet.” Det
er vi sådan set med på. Vores pointe er,
at foreningen ikke kan sige noget, om
hvorvidt den øgede sandsynlighed for at lykkes på arbejdsmarkedet skyldes
fritidsjob. De godt kan have nogle formodninger omkring, at det rent faktisk er
fritidsjobbet i sig selv, der øger denne sandsynlighed. Rapporten gør os bare
ikke klogere på, om dette er mere end en formodning.
Endeligt skriver TMH, at undersøgelser grundlæggende er det
muliges kunst. Det er vi meget enige i. Og vi vil meget gerne i dialog med dem
omkring, hvordan man kunne skabe bedre effekt estimater, både gennem
eksperimenter og igennem bedre brug af registerdata. Men nogle gange skal man
også have respekt for det umulige. Det kan være bedre at være ærlig og
oprigtig omkring sin uvidenhed end at gå efter den hurtige og nemme løsning. Et
problem vi selv står med stort set hver dag.
Afslutningsvist vil vi gerne understrege, at vi faktisk tror
at Foreningen Nydansker har ret. Vores ”gut-feeling” siger os, at fritidsjob
har positive effekter, men hvis målet, som TMH skriver, er at dokumentere en
sådan effekt, så når rapporten ikke i mål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar