… eller er det TV2, der glemmer alt om statistisk
usikkerhed? Det korte svar på spørgsmålet er, at Megafon har interviewet 1.155,
og TV2 og andre medier har kastet alle overvejelser om statistisk usikkerhed
over bords.
Hvorfor overhovedet stille spørgsmålet? Jo, fordi blandt
andet TV2,
BT,
Politiken
og Berlingske
skriver, at Venstre er i en ny måling fra Megafon er gået 3,3 procentpoint
tilbage fra deres seneste måling, og de står til 26,3 procent. Og det er mindre
end ved det seneste valg, hvor partiet fik 26,7 procent. Men kan vi på baggrund
af Megafons måling være sikre på, at Venstre ville blive mindre end ved det
seneste valg, hvis der var valg i morgen?
Det korte svar er, at vi ikke kan være særligt sikre. Vi kan
være ret sikre på, at Venstre er gået meget tilbage. Det er en stor historie i
sig selv. Og man burde undre sig over, at TV2 og andre ikke bare kører på den
historie, som der formentlig er hold i, i stedet for at stramme den til en ret
løs konklusion.
Når man arbejder med meningsmålinger og meget anden
statistik, er det rigtige spørgsmål ikke, hvad man kan være sikker på, men hvor sikker, man kan være. Så lad os
stille det spørgsmål: Hvor sikre kan vi være på, at Venstre er mindre end ved
valget i 2011?
En ikke helt sikker
konklusion af TV2
Ifølge Politiken har Megafon spurgt 1155 personer i deres
måling. Hvis de har spurgt et tilfældigt udvalg udsnit af befolkningen, så er
der omkring 61 procents sikkerhed for, at Venstre er mindre end i 2011. (Der
kan være detaljer omkring Megafons måling, som vi ikke kender til, der kan
ændre denne størrelse marginalt).
Er 61 procents sikkerhed nok til, at et seriøst medie som
TV2 og andre medier vil trykke noget? Åbenbart. I hvert fald når det kommer til
meningsmålinger. Og det er ikke noget enkeltstående tilfælde. Medierne synes
ofte at være lykkeligt uvidende om den usikkerhed, der knytter sig til
meningsmålinger.
Statistisk usikkerhed
Hver gang man ser en meningsmåling, er et sundt spørgsmål,
man kan stille sig selv: Hvad er usikkerheden. For der vil altid være en
usikkerhed, der blandt andet afhænger af, hvor mange man har spurgt og
variationen i deres svar. Noget vi tidligere har skrevet om her.
Kort sagt er problemet, at vi med en meningsmåling prøver at
måle noget essentielt ukendt. Fx vælgernes tilslutning til Venstre. Vi tager en
stikprøve og ”gætter” på, at den sande vælgertilslutning, den ude i
befolkningen, er den samme som i stikprøven. Altså gætter vi, at Venstre står
til 26,3 procent ud fra Megafons måling. Men vi ved også, at dette tal er
behæftet med en usikkerhedsmargin.
En god tommelfingerregel er, at usikkerheden er plus/minus
tre procentpoint i meningsmålinger. Det vil sige, at når vi har lavet en
meningsmåling, hvor vi prøver at måle noget essentielt ukendt (fx Venstres
aktuelle tilslutning i befolkningen), vil det, vi i virkeligheden prøver at
måle, med 95 procents sikkerhed ligge inden for tre procentpoint af det, vi kom
frem til.
Med den tommelfingerregel vil man hurtigt stille sig
skeptisk over for en hver historie, der som TV2’s, konkluderer ud fra en
forskel på blot 0,4 procentpoint. Faktisk kan vi ud fra Megafons måling regne
os frem til, at vi kan være 95 procent sikre på, at Venstre ville få mellem
23,8 og 29,0 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. Altså cirka
plus/minus 2,6 procents usikkerhed omkring Megafons gæt.
De 33.000 og hvad de
skulle have sagt
Vi har også regnet på, hvor mange man skulle spørge for med
sikkerhed at kunne sige, at Venstre ville være mindre end ved det seneste valg. Hvis vi fastholder en forskel på 0,4 procentpoint, skal man ”bare” spørge lidt
færre end 33.000 tilfældigt udvalgte danskere for at være 95 procent sikker på, at Venstre rent faktisk er mindre end nu end ved valget i 2011. Det er som skrevet forudsat, at der også i den stikprøve er en forskel på 0,4 procentpoint. (Til de særligt interesserede er det, hvis man laver en
ensidet test.) Den eneste ”meningsmåling”, der kommer i nærheden af det, er
faktisk folketingsvalgene.
Man bør ikke konkludere, at Venstre er mindre end ved
seneste valg. Og det er lidt trist, at det er den historie, der trænger
igennem. For den mangler dybest set belæg. Men målingen er samtidig en af flere
nylige målinger, der alle sender Venstre markant tilbage. Hvorfor ikke bare
blive ved den historie, der er vigtig i sig selv? Det er fx vinklen i denne
afrapportering af en Gallup-måling, hvor Venstre ligger marginalt over
2011-resultatet. For det er meget sikkert, at Venstre er gået væsentligt
tilbage fra da de havde over 30 procent af stemmerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar